Stress

Man forstår ikke rigtigt stress, før man selv har prøvet det. Der er gu’døder’mig ting ved stress, man ikke forstår, mens man har stress. Men skal jeg ellers love for, at erfaringerne vælter frem.

Lad os lige få det formelle på plads:

Den kortvarige stress er gavnlig, fordi den har et formål: den skærper dine sanser og gør dig i stand til at handle hurtigt. Kroppen bliver sat i alarmberedskab, ved at det autonome nervesystem sætter i gang, og produktionen af hormonerne adrenalin og kortisol stiger.

Den langvarige stress er skadelig og opstår, når de begivenheder, der stresser os, ikke forsvinder, men fortsætter med at gøre livet svært i uger, måneder eller år. Kroppen vil være i konstant beredskab, hvor niveauet af hormonerne adrenalin og kortisol er højt. Når kroppen er i det høje beredskab, kan der ske det, at man ikke mærker, at man har behov for mad og søvn. Det kan give underskud af søvn og dårlig ernæring – og dette kan forstærke sliddet og belastningen af kroppen.

Symptomerne på langvarig stress kan fx være, at evnen til at huske påvirkes, lysten til sex daler, og immunforsvaret svækkes. Endelig kan længerevarende eller gentagne stressperioder med tiden være årsag til depressioner og hjerte-kar-sygdomme.

–        sakset fra Videncenter for Arbejdsmiljø

Dét, jeg taler om, er langvarig stress, som i øvrigt kan prale af en meget længere liste af symptomer end de, der er nævnt ovenfor med vidtrækkende konsekvenser.

At ikke-stress-ramte som regel ikke forstår ens situation og tilstand er noget af det første, man lærer, når man som stress-ramt forsigtigt begynder at socialisere igen. Stress er på mange måder smittet af den samme berøringsangst og skepsis, som depression er. Folk vil jo nødigt komme til at sige noget, som kunne få én til at græde (puha, akavet). Eller endnu værre – være tvunget til at tale om et tungt og ubehageligt emne i længere tid. Det ødelægger jo ligesom stemningen.

Men jeg har også lært noget andet om stress. Og det er, at man vinder enormt meget ved at være åben omkring sin fysiske og psykiske tilstand. Jeg forstår udmærket, hvis man ikke orker at blive stemplet af omverdenen som ’syg’, ’svag’ eller ’ikke-kompetent-nok’ af folk, som ikke forstår, hvad der sker. Eller at man ikke magter at befinde sig i situationer, hvor man føler sig som patient, ufrivillig mood killer, følelsesmæssig ustabil eller noget som helst andet, som falder uden for normen. At man vil gøre meget for at holde masken udadtil, mens man krampagtigt forsøger at få styr på sit indre. Men man går virkelig glip af noget, når man tier. Og jeg er så glad for, at jeg ikke tav.

Jeg har nemlig fået en hel del værdifulde AHA!-oplevelser ud af det her. Én af dem er, at der er helt vildt mange mennesker, som bliver både rørt og berørt, når man forsvinder fra jordens overflade for en stund, hvad enten det drejer sig om familie, venner eller kollegaer. Og al den omsorg, der kommer balstyrisk tumlende mod én, når rygtet først løber, kan være med til at løfte én ud af stress igen. Ikke sådan lige med det samme. Men hver en SMS, hver en blomst med kort og opmuntrende ord, hvert et udtryk for respekt, og hvert et knus og kram er med til – med tiden – at jorde de mørke tanker, man får om sig selv, når man ligger der i gruset under den insisterende støvsky, der opstod, da man ramte muren.

At ramme muren kan på én gang føles helt vildt dramatisk – og samtidig ret udramatisk. For nogle kommer dramaet til udtryk via kroppens advarselssignaler, såsom hjerteflimmer, vejrtrækningsproblemer eller ekstrem udmattelse og kollaps. Den slags har det med at virke dramatisk for både den stress-ramte og for omverdenen. Andre rammer muren mentalt, hvor al dramaet foregår inde i hovedet og inden for hjemmets vægge, mens sygemeldingen kan går nærmest ubemærket hen. (Det har jo alle dage været nemmere at fremvise et brækket ben med gips end en brækket hjerne i en udbrændt krop. For hvem ser ikke lidt mat ud i betrækket nu til dags?)

Stress opleves forskelligt, ligesom graden af stress og behovet for restitution kan variere fra person til person i det uendelige. Nogle tager en uge på sofaen, og så er det ’op på (arbejds)hesten igen’. Andre skal bruge dobbelt så lang tid på at blive raske, som de har været stressede – eller længere. Alligevel er der ’classic moments’ og ’du-ved-du-har-stress-når’-situationer i et stressforløb, som de fleste stress-ramte vil kunne nikke genkendende til.

Jeg selv oplevede at vågne en torsdag morgen – ulykkelig og fuldstændig udbrændt en alder af 28 – ude af stand til at kunne standse mine tårer. Det var inde i mit hoved, at mit arbejdsliv gik i opløsning, og det var først senere, at jeg opdagede, at min krop for længst var stået af. Den morgen gjorde jeg et halvhjertet forsøg på at gøre mig klar til arbejde, men jeg hulkede mig igennem hele rutinen med bad og tandbørstning uden egentlig at nå særlig langt.

Dernæst forsikrede jeg grædende kæresten om, at det ville gå over lige om lidt, og at jeg nok bare trængte til en fridag og lidt ekstra søvn – og sendte ham på arbejde. En mail blev sendt til chefen (og cc til et par kollegaer) om, at jeg måtte trække stikket på dagens møder. Og så græd jeg ellers videre. Kort efter ringede telefonen, og en kær kollega insisterede på, at hun ville komme hjem til mig – med det samme! Hun sad hos mig, mens jeg gik i opløsning. Trods denne surrealistiske situation skulle gå nogle dage, før jeg forstod sagens alvor.

I ugen, der fulgte mit sammenbrud, krøllede jeg mig sammen på sofaen og græd hver dag. Formiddagene var værst, for der var kæresten ikke hjemme til at holde humøret oppe for mig. De to uger, som jeg forventede, at det ville vare, blev pludselig til en måned, hvor jeg kæmpede med mit knækkede selvværd, min udbrændte krop og rastløsheden. For hvordan finder man lige ro derhjemme, når man har knoklet sig igennem det sidste halve år på den helt store klinge, stolt og sammenbidt, med neglene stædigt og indædt boret ind i cykelstyret? Og hvordan fortæller man sig selv, at et effektivt menneske ikke nødvendigvis er det samme som et sundt, raskt og godt menneske, når det har været et ubevidst mantra, siden man trådte ind på arbejdsmarkedet?

På lægens vedholdende opfordring forsøgte jeg at motionsløbe, men det stred imod alt det, min krop signalerede. Hvor jeg førhen løb ruter på 4-5 km, blev det nu helt urealistisk at nå hjem efter 500 meter. I stedet kollapsede jeg på nærmeste græsplet. Jeg forsøgte at bidrage til husholdningen ved at være effektiv husholderske, selvom min hjerne gang på gang meldte ’pas’ til alt, der krævede lettere koordinering eller overblik, såsom at følge en opskrift. Jeg forsøgte mig med åndedrætsøvelser og begynderyoga, men lige meget hjalp det på det besværede åndedræt eller det mentale kviksand. Det var først en måned efter min sygemelding trådte i kraft, da jeg af min arbejdsplads blev tilbudt 5 timer hos en psykolog, at jeg begyndte at fornemme fremgang.

Jeg vil gå så langt som at sige, at den første måned som sygemeldt uden psykologens assistance og metoder gjorde mere skade end gavn. Jeg havde simpelthen for meget tid til at gøre alt ’det forkerte’. Jeg havde endnu ikke lært at respektere mine begrænsninger, min hjernes enorme behov for hvile, min krops behov for at forholde sig i ro, ligesom jeg ikke formåede at sætte en stopper for den evindelige selvbebrejdelse, følelsen af utilstrækkelighed, for ikke at tale om det svigt, jeg troede, at jeg havde udsat mine kollegaer for.

Rent fysisk døjede jeg med vejrtrækningsproblemer (det var som om, nogen havde sat fryseposeklemmer på mine lunger og luftrør), hyppige ’stik’ i hjertet, manglende overskud, overblik og især hukommelse. Jeg var usædvanligt lydfølsom og i lange perioder følelsesmæssigt tyndhudet, ja, der er faktisk ikke den chef, kollega, psykolog, læge eller sagsbehandler, jeg ikke har hulket uhæmmet overfor. Min krop var udpint, til tider for træt til at stå oprejst i mere end et par minutter ad gangen. Og jeg følte mig som en belastning for samfundet og mine omgivelser.

Første gang jeg dukkede op hos psykologen, havde jeg det så dårligt med mig selv, at jeg græd allerede i venteværelset, og jeg stoppede ikke, før sessionen var ovre. Anden gang græd jeg kun i de 60 minutter, jeg var inde ved psykologen, og tredje gang græd jeg kun i ca. 50 minutter. Altså oplevede jeg en slags fremgang, selvom om jeg altid var helt mast bagefter, inklusiv dagen efter, som bedst blev tilbragte på langs med Netflix, HBO og en god portion refleksion over samtalen.

Modsat lægen var psykologen meget opmærksom på, at både adrenalin- og cortisolniveauet skulle have tid og ro til at falde gennem en periode uden fysisk aktivitet eller ansvar. Derfor blev jeg beordret hjem til en måneds(!) ’mental influenza’, hvilket kort fortalt går ud på, at man opfører sig, som om man er blevet væltet omkuld af den værst tænkelige influenza: bliv i sengen, bliv på sofaen, se junk-TV, kobl af, glem alt om husholdning, sociale forpligtelser og andre praktiske gøremål. Dét hjalp helt vildt, selvom jeg havde svært ved at affinde mig med så passiv en livsstil. Dernæst fik jeg lov til moderat motion, såsom gå- og cykelture i pensionisttempo, og positive oplevelser, så længe jeg huskede at hvile i mindst lige så lang tid, som jeg brugte på at være aktiv.

Efter min fjerde gang hos psykologen stod jeg endelig med en returplan skitseret på et stykke papir. Jeg skulle starte stille og roligt op på job med to-tre dage om ugen, kun formiddage, intet ansvar, ingen forstyrrelser, ingen telefon. Kan man arbejde sådan? Nej, nok ikke i starten, men det blev en lang tilvænningsfase, hvor min krop og mit overskud fik lov at bestemme over mit hoved og mit ego.

Jeg var aldrig kommet så godt igennem de nu mere end 7 måneder som sygemeldt, havde det ikke været for hendes vejledning, tegninger, formaninger og omsorg. Hvordan det går herfra vil kun tiden vise – men jeg vil blive ved med at skrive om stress, fordi det er så forbandet vigtigt, at man giver sig selv plads til at forstå alvoren, stå af ræset fra tid til anden, respektere sin krops begrænsninger og ikke mindst lære at prioritere, hvad ens dyrebare liv skal gå med.

Reklamer

2 tanker omkring “Stress

  1. Pingback: ‘New normal’ – nedtællingen er begyndt | Sidestik

  2. Pingback: Hvis Emma Gad At Ha’ Stress | Sidestik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s