Nu gik det lige så godt

Jeg har lyst til at skrive, at “stress er en strid kælling”. Men jeg kan lige så godt holde mig til sandheden: at jeg gik hjem gennem byen som en zombie i dag er min egen skyld.

Jeg fik ikke sat grænser, sagt fra eller struktureret min dag. Jeg sov ikke nok i nat, tog ikke højde for at give plads til en god og rolig morgenrutine derhjemme. Jeg tog for mange opgaver. Lod mig rive med af andres hektiske hverdag. Og jeg gik ikke hjem, da jeg skulle. Jeg brugte mit dyrt optjente batteri på et langt møde og en større bunke mails, end mit hoved kunne rumme. 6 timers arbejde er åbenbart stadig lige i overkanten, og det vidste jeg jo godt. Denne zombie gik derfor i seng kl. 15, helt rundt på gulvet, og sov 3-4 timer. Ris til egen røv.

Så nu vil jeg gå ud og saftpresse livet ud af nogle af de 15 kg ananasæbler, jeg fik (læs: slæbte til armene sled på fortovet) af en kollega i mandags. Det må da være ren terapi. Ét æble ad gangen, mens maskinen brummer.

Nygift

Os ved indgangen

Hurra! Det viser sig, at man sagtens kan blive gift, selvom krop og hjerne stadig halter lidt. Som jeg skrev inden brylluppet, så var jeg temmelig nervøs for, om jeg kunne holde energien oppe hele dagen. Men jeg synes ærlig talt, at jeg gjorde det godt. Jeg var cool det meste af formiddagen, og jeg blev tilpas rørt under vielsen. Jeg havde overskuddet til at hilse på alle gæsterne til receptionen og hyggede mig gevaldigt under hele middagen.

Faktisk var Biologen og jeg de sidste, der gik i seng, hvilket vi gjorde ved halv 4-tiden, da den obligatoriske rullekebab var blevet fortærret i hotellets lobby. Der var kun et enkelt øjeblik, hvor jeg lige trak mig fra selskabet og gik ud på tagterrassen, og det var egentlig mest af alt for at sunde mig og fordøje, at jeg nu var gift. Læs resten

Hvis Emma Gad At Ha’ Stress

Det er en belastning at være syg med stress, men det er absolut heller ingen sushi-picnic i Central Park at være ”pårørende” (forfærdeligt ord), veninde, kollega eller arbejdsgiver til én med stress.

Dels er der the-whole-awkwardness-thing (TWAT), som lægger sig som en tæt tåge over langt de fleste samtaler – selv i min situation, hvor jeg virkelig gør mit yderste for at være åben og ærlig omkring det. Dels er det bare svært at kende dos and don’ts i selskab med en stress-ramt, hvis man ikke selv har prøvet det.

Er man i tvivl om, hvad jeg mener, når jeg skriver TWAT, kan man læse mere om stress og sociale situationer her.

Med nedenstående, dybt banale liste har jeg naturligvis kun kunnet tage udgangspunkt i min egen oplevelse af at være lagt ned med stress, men jeg vil alligevel mene, at de fleste af mine med-stressede gerne vil have frabedt sig følgende adfærd fra omgangskredsen:

SÅDAN BLIVER DU EN SEJ PÅRØRENDE
(
Hvis Emma Gad At Ha’ Stress) Læs resten

Det med småt

Nogle gange tænker jeg, om jeg mon er gået glip af den der officielle introdag for stressramte?

Altså, et arrangement hvor en velmenende stress coach tegner og fortæller sig gennem et klassisk stressforløb ved hjælp af ubehjælpsomme PowerPoint slides, hvorefter hun (for det er en hun) stikker os et “Alt om stress”-hæfte, vi kan bladre lidt i derhjemme, som også gennemgår “alt det med småt”.

Der er fx ikke nogen, der fortalte mig…  Læs resten

Torsk under broen

Lillebælt

Vi har ferie! Endelig!

‘Hov, hov’, ville nogen nok sige – ‘Har du ikke lige været hjemmegående i over et kvart år?’ Jow jow. Men livet som sygemeldt kan bedst beskrives som en indespærring med dårlig samvittighed og en god stak nedture og indre laviner. Derfor er det SKØNT at have to ugers legal ferie, selvom det nok mest var biologen, der trængte til det.

Efter en hyggelig weekend i den Sønderjyske families skød, pakkede vi i mandags vores stænger og waders og kørte mod Lillebælt. Det ku’ jo være, man var heldig at få nogle fla’fisk med hjem – helt klar til en trippelpanering og et par citron-wedges.

Læs resten

Farmors tidslomme – en hyldest

Nogle ting ændrer sig aldrig. Tag bare min nu 91-årige farmors hjem. Ja, min farfar bor der skam også, men farmors karisma overstråler ham fuldstændig. Hjemmets indretning har stort set ikke ændret sig de sidste.. 50 (?) år. Derfor er der også visse nips og møbler, som bare ER farmor.

Der er sære vaser og tonstunge kaffeborde, som jeg, mine søskende, kusiner og fætre alle har kørt vores fede barnefingre henover, og vi ved præcis, hvor støvet samler sig, eller hvordan  de beige gulvtæpper og læderlænestolen dufter.

Det er på ingen måde et Bo Bedre hjem, men det har så mange fine detaljer. Og så er det et herligt hjem de dage, hvor husets herre og frue ikke er for plaget af deres mange kroniske dårligdomme.

Den ellers aktive og sociale dame er desværre blevet “lænket” til matriklen efter et grimt fald for et par år siden. Derfor var det også skønt at opleve farmors gode humør i dag, da hun udbrød: “Det er en tæskelækker kringle, det her!” i ren begejstring over at have adgang til rigtigt bagværk. Læs resten

Flinkeskole-bagage og andre grundlæggende antagelser

”Du kommer simpelthen ikke ud herfra, før jeg kan høre, at du kan dine replikker!”, sagde psykologen venligt, men bestemt.

Inden for de første 10 minutter af vores samtale havde hun nemlig ganske skarpt observeret, at mit ordforråd haltede gevaldigt, når det kom til at sætte grænser og sige fra. Og selvom jeg forsøgte at tale udenom og prale af, hvor meget energi jeg pludselig havde fået igen, så valgte hun at sætte sin kyndige finger lige dér, hvor skoen trykkede. Læs resten

There’s an app for that

Jeg pendler dagligt fra instagram til bloglovin, twitter og facebook, kaster om mig med penge på mobile pay og swipp, tager et par forbudte trin med spotify og holder kontakten med udlandsvennerne på whatsapp. Jeg har med andre ord et nært forhold til mit smartphone (iPhone, naturligvis), fordi den som regel gør mit liv nemmere eller sjovere.

Min biolog-mayn ville nok kalde det et sygeligt forhold. Men nu er jeg jo også væsentlig mere kyndig på det digitale område, end han er… Ahem. No need for labels. Hvis min telefon var et par jeans, ville de være slidte og hullede på den helt rigtige måde. Derfor sniger jeg lige et par app-befalinger ind på navlepillerbloggen. Voilà! Læs resten

Kollegaer på spring – jeg i skjul

Der sker altså noget, når man går fra at være sygemeldt til deltidssygemeldt. Dels føler man, at man endelig rykker ’et level op’, selvom det er tåbeligt at beskrive det sådan. Dels går det op for én, at de løfter, man gav sig selv, mens man var sygemeldt, om at hverdagen skulle til at være anderledes, fyldt med ’værdiskabende’ og (forståmigret) ‘egoistiske’ fritidsaktiviteter.. de løfter er sgu sværere at holde end forventet. Læs resten

Om at føle sig nulstillet – og begrave “i balance” ved siden af “perfekt”

Nørlev Strand

Det føltes ligesom at have været væk. Mentalt teleporteret ud i rummets ingenting og tilbage igen. Jeg var egentlig bare faldet i søvn på stranden. I 5 minutter? En halv time? Aner det ikke. Men i det forløsende øjeblik, jeg kom til mig selv, var det som om, at jeg var blevet nulstillet. Aldrig har jeg været så afslappet og samtidig akut bevidst om, at netop dét øjeblik og dén følelse var et vendepunkt. Ellers en slags milepæl, om I vil.

Til venstre for mig lå Biologen på sit håndklæde med én hånd på hundesnoren og ét øje på hunden. Til højre mine forældre. Og jeg lå der i midten med et kæmpe smil og blikket rettet mod den sommerblå himmel, helt høj over at føle den ro, jeg har arbejdet for og ventet på så længe, mens Vesterhavet lød, som det altid gør på en god juli-dag. Læs resten