Myten om stress

Hvis jeg havde fået et stramt rullet dollar-bundt for hver gang, nogen venligt havde påpeget, at ”du jo er perfektionist” (underforstået: ”så det er nok derfor, du blev syg”), så havde jeg været en meget rig dame nu – med en temmelig gangster-agtig opsparing under madrassen. Hvilket nok havde lagt en acceptabel dæmper på følelsen af at være totalt misforstået.

Men lad mig lige slå to ting fast. Jeg har på intet tidspunkt fået et økonomisk plaster i form af amerikansk valuta på såret, ej heller identificerer jeg mig på nogen måde med tillægsordet ”perfektionistisk”.

Det er hverken et positivt eller negativt ladet ord for mig. Jeg er fuld af beundring for mennesker, som har næse for at gå ulasteligt klædt, grave sig langt ned i en opgave for at løse den på smukkeste vis, fremvise et magisk rent hjem, eller hvad man nu forbinder med perfektionisme. Det er bare ikke mig. Det har det aldrig været. Derfor var det så frustrerende, at så mange mennesker tilskrev mig et personlighedstræk, jeg ikke selv genkendte, pegede på det (og dermed også mig) og råbte ”der har vi synderen” på baggrund af en udbredt fordom, der hersker om ”den slags, der går ned med stress”.

Derfor var det også enormt befriende at læse interviewet med erhvervspsykolog Majken Matzau i artiklen, ”Stress kan ramme alle”, for den stak virkelig en pæl igennem myten om, at det typisk er perfektionister, som får stress. At det skyldes noget i den stressramtes personlighed. For der er altså ikke noget, der hedder “den slags mennesker”.

Det er en jävla myte, folkens!

Det er, hvad nogle rare, svenske typer fra Karolinska Institutet kommet frem til efter 10 års forskning. Læs resten

Reklamer

Balloner og hvalpefeber

If you don’t transform from your pain, then it was for nothing.

– Elizabeth Gilbert

Værd at huske på, når gamle vaner sniger sig op på én. Især lige nu, hvor Fru Psyk har sendt mig ud i verden uden andet end verbale støttehjul. Det ville være dumt at cykle uden hænderne på styret og styrte igen-igen, ikke sandt? Så jeg øver, øver, øver mig i at tage luften ud af den ballon, der hedder ARBEJDE, mens jeg puster og pruster ind i den ballon, der hedder FRITID.

Ellers er der ikke så meget nyt. Der er en måned, til jeg fylder 29. Det er egentlig en alder, som passer mig rigtig godt, for at namedroppe og citere Maise Njor. Og så har jeg fået den idé, at vi kan være ejere. Af en hund. Bare en lille én, forstås. Udlejeren er overtalt. Opgangen skal lige give grønt lys. Men så skal Biologen og jeg også lige kigge hinanden dybt i øjnene, inden vi tager det spring. Sådan en fluffy lurendrejer kan jo blive en 12-15 år. Og vi bor på 60 m2 med lidt for meget “lort” og ret tynde vægge ind til henholdsvis Håndværkeren Fra Kertemiiin’ til højre og Par Med Barn til venstre.  Læs resten

Det forbandede batteri

Jeg sled alt, alt for hårdt på mit batteri i denne uge, og derfor har weekenden stået i opladningens tegn. Ingen aftaler, ingen forpligtelser. Jeg har sovet længe, shoppet på Asos.com (foregår helst i sofaen med computeren på mavsen), drukket øko-sprøjt (frisk fra Magimix’en), prøvesmagt Biologens sirupslagkage, købt ny cykel(!), har opdaget konceptet passionfruit curd og tøffet rundt i hyggetøj. Tiltrængt – men også under tvang. Jeg bliver jo desværre kun rask, hvis jeg lærer at respektere det forbandede batteri.

Jeg fik i øvrigt ros af Fru Psyk sidste torsdag!
“Ja, da jeg så dig første gang, troede jeg aldrig, vi skulle komme så langt, som vi er i dag.”

Fair nok.. Jeg var også langt nede, første gang jeg sad i hendes venteværelse og hulkede. Men der er virkelig også sket noget på de 5 måneder og 6 psykolog-sessions, vi har haft sammen. Man bliver jo automatisk tvunget til at reflektere over, hvad det er for en fremtid, man kan se sig selv i – og dernæst implementere ændringerne i det virkelige liv, efterhånden som man bliver klar til at træde ud i det.

At ændre adfærd er ikke noget, man bare gør. Og jeg føler mig da også mere som en “dygtig og dydig elev” end en udlært ekspert, når jeg kan gentage nogle af de mantraer, hun har lært mig. For selvfølgelig begår jeg små “fejl” en gang i mellem, hvor jeg bagefter kan se og høre hendes formaninger for mig. Den vigtige forskel er, at jeg nu selv spotter dem. Hvor hun i sin tid skulle hale mig ind på land, kan jeg nu selv holde mig oven vande.

Jeg døjer stadig med koncentrationen, hukommelsen og overblikket. Man kan ikke se det på mig, tror jeg. Men jeg kan mærke hjernen knirke og knage, hvor den førhen havde udført sin tjans som en velsmurt motor. Den slags tager lang tid, siger hun. Man skal stole på det lange seje træk.

Trods ros er seneste ordre fra psykologen, at jeg skal øve mig i at sove nok, spise (ofte) nok, og ikke mindst tisse, når kroppen siger til… altså, i stedet for at vente til sidste øjeblik, fordi hjernen lige er optaget af noget andet. At have fokus på mine basale behov er åbenbart stadig ikke min stærke side.

Hvis Emma Gad At Ha’ Stress

Det er en belastning at være syg med stress, men det er absolut heller ingen sushi-picnic i Central Park at være ”pårørende” (forfærdeligt ord), veninde, kollega eller arbejdsgiver til én med stress.

Dels er der the-whole-awkwardness-thing (TWAT), som lægger sig som en tæt tåge over langt de fleste samtaler – selv i min situation, hvor jeg virkelig gør mit yderste for at være åben og ærlig omkring det. Dels er det bare svært at kende dos and don’ts i selskab med en stress-ramt, hvis man ikke selv har prøvet det.

Er man i tvivl om, hvad jeg mener, når jeg skriver TWAT, kan man læse mere om stress og sociale situationer her.

Med nedenstående, dybt banale liste har jeg naturligvis kun kunnet tage udgangspunkt i min egen oplevelse af at være lagt ned med stress, men jeg vil alligevel mene, at de fleste af mine med-stressede gerne vil have frabedt sig følgende adfærd fra omgangskredsen:

SÅDAN BLIVER DU EN SEJ PÅRØRENDE
(
Hvis Emma Gad At Ha’ Stress) Læs resten

Flinkeskole-bagage og andre grundlæggende antagelser

”Du kommer simpelthen ikke ud herfra, før jeg kan høre, at du kan dine replikker!”, sagde psykologen venligt, men bestemt.

Inden for de første 10 minutter af vores samtale havde hun nemlig ganske skarpt observeret, at mit ordforråd haltede gevaldigt, når det kom til at sætte grænser og sige fra. Og selvom jeg forsøgte at tale udenom og prale af, hvor meget energi jeg pludselig havde fået igen, så valgte hun at sætte sin kyndige finger lige dér, hvor skoen trykkede. Læs resten

Om at føle sig nulstillet – og begrave “i balance” ved siden af “perfekt”

Nørlev Strand

Det føltes ligesom at have været væk. Mentalt teleporteret ud i rummets ingenting og tilbage igen. Jeg var egentlig bare faldet i søvn på stranden. I 5 minutter? En halv time? Aner det ikke. Men i det forløsende øjeblik, jeg kom til mig selv, var det som om, at jeg var blevet nulstillet. Aldrig har jeg været så afslappet og samtidig akut bevidst om, at netop dét øjeblik og dén følelse var et vendepunkt. Ellers en slags milepæl, om I vil.

Til venstre for mig lå Biologen på sit håndklæde med én hånd på hundesnoren og ét øje på hunden. Til højre mine forældre. Og jeg lå der i midten med et kæmpe smil og blikket rettet mod den sommerblå himmel, helt høj over at føle den ro, jeg har arbejdet for og ventet på så længe, mens Vesterhavet lød, som det altid gør på en god juli-dag. Læs resten