Christine prøver noget nyt

“Du skulle altså virkelig tage at prøve det, det virker helt vildt godt for mig!”, spruttede min kollega begejstret. Hun har tidligere stiftet bekendtskab med både depression og stress, så jeg vidste, at der kunne være noget om snakken.

Men snakken drejede sig altså om hypnose. Selv-hypnose.

Som i: du downloader en app og lader en mp3-fil hypnotisere dig.

Hmm… Læs resten

Reklamer

Sleep, run, eat – repeat

Biologen laver aftensmaden i dag, så hele lejligheden dufter af det krydrede middelhavskøkken. Jeg selv har brugt eftermiddagen på at sove. 6 timer har jeg været på arbejde i dag. Det er gået rigtig fint. Jeg kan stadig godt have svært ved at finde overblikket og koncentrationen frem, men det hjælper, når der ikke er nogen afbrydelser, såsom møder og opkald. På den slags dage føler jeg mig næsten klar til fuld tid igen.

Siden jeg var til læge i mandags for at få underskrevet en “mulighedserklæring” (den vender jeg tilbage til en anden dag), har jeg fået ordre på at prioritere søvn, motion og sund mad. Helst en form for motion hver dag, såsom løb, gå- og cykelture. Så det må jeg hellere få lært at indarbejde i mine dage. Det kan være lidt svært at komme af sted til motionscentret. Det er til gengæld ingen udfordring at prioritere søvn. Jeg er SÅ forfærdeligt træt det meste af tiden. Det skyldes sandsynligvis, at jeg har fået flere timer på jobbet – og så er det ikke svært at føle sig søvnig, når det er efterårsmørkt udenfor.

Den gode mad er heller ikke noget problem. Jeg elsker mad! Jeg elsker at lave mad, og det er bestemt et gøremål, jeg savnede, mens jeg var mest ramt i foråret. Jeg kunne næsten ikke gennemføre at bage en simpel kage uden at miste overblikket, være forpustet eller bliver dødtræt i benene.

Men! Læs resten

Det forbandede batteri

Jeg sled alt, alt for hårdt på mit batteri i denne uge, og derfor har weekenden stået i opladningens tegn. Ingen aftaler, ingen forpligtelser. Jeg har sovet længe, shoppet på Asos.com (foregår helst i sofaen med computeren på mavsen), drukket øko-sprøjt (frisk fra Magimix’en), prøvesmagt Biologens sirupslagkage, købt ny cykel(!), har opdaget konceptet passionfruit curd og tøffet rundt i hyggetøj. Tiltrængt – men også under tvang. Jeg bliver jo desværre kun rask, hvis jeg lærer at respektere det forbandede batteri.

Jeg fik i øvrigt ros af Fru Psyk sidste torsdag!
“Ja, da jeg så dig første gang, troede jeg aldrig, vi skulle komme så langt, som vi er i dag.”

Fair nok.. Jeg var også langt nede, første gang jeg sad i hendes venteværelse og hulkede. Men der er virkelig også sket noget på de 5 måneder og 6 psykolog-sessions, vi har haft sammen. Man bliver jo automatisk tvunget til at reflektere over, hvad det er for en fremtid, man kan se sig selv i – og dernæst implementere ændringerne i det virkelige liv, efterhånden som man bliver klar til at træde ud i det.

At ændre adfærd er ikke noget, man bare gør. Og jeg føler mig da også mere som en “dygtig og dydig elev” end en udlært ekspert, når jeg kan gentage nogle af de mantraer, hun har lært mig. For selvfølgelig begår jeg små “fejl” en gang i mellem, hvor jeg bagefter kan se og høre hendes formaninger for mig. Den vigtige forskel er, at jeg nu selv spotter dem. Hvor hun i sin tid skulle hale mig ind på land, kan jeg nu selv holde mig oven vande.

Jeg døjer stadig med koncentrationen, hukommelsen og overblikket. Man kan ikke se det på mig, tror jeg. Men jeg kan mærke hjernen knirke og knage, hvor den førhen havde udført sin tjans som en velsmurt motor. Den slags tager lang tid, siger hun. Man skal stole på det lange seje træk.

Trods ros er seneste ordre fra psykologen, at jeg skal øve mig i at sove nok, spise (ofte) nok, og ikke mindst tisse, når kroppen siger til… altså, i stedet for at vente til sidste øjeblik, fordi hjernen lige er optaget af noget andet. At have fokus på mine basale behov er åbenbart stadig ikke min stærke side.

Flinkeskole-bagage og andre grundlæggende antagelser

”Du kommer simpelthen ikke ud herfra, før jeg kan høre, at du kan dine replikker!”, sagde psykologen venligt, men bestemt.

Inden for de første 10 minutter af vores samtale havde hun nemlig ganske skarpt observeret, at mit ordforråd haltede gevaldigt, når det kom til at sætte grænser og sige fra. Og selvom jeg forsøgte at tale udenom og prale af, hvor meget energi jeg pludselig havde fået igen, så valgte hun at sætte sin kyndige finger lige dér, hvor skoen trykkede. Læs resten

There’s an app for that

Jeg pendler dagligt fra instagram til bloglovin, twitter og facebook, kaster om mig med penge på mobile pay og swipp, tager et par forbudte trin med spotify og holder kontakten med udlandsvennerne på whatsapp. Jeg har med andre ord et nært forhold til mit smartphone (iPhone, naturligvis), fordi den som regel gør mit liv nemmere eller sjovere.

Min biolog-mayn ville nok kalde det et sygeligt forhold. Men nu er jeg jo også væsentlig mere kyndig på det digitale område, end han er… Ahem. No need for labels. Hvis min telefon var et par jeans, ville de være slidte og hullede på den helt rigtige måde. Derfor sniger jeg lige et par app-befalinger ind på navlepillerbloggen. Voilà! Læs resten

Kan man blive afhængig af blogs?!

blogging

Jeg skammer mig en lille smule over det, men inderst inde vidste jeg nok godt, at man (jeg!) kunne blive afhængig af blogs. Alligevel hentede jeg bloglovin-app’en samme dag, som jeg oprettede Sidestik.

Hvad er det, man bliver afhængig af? Hyggen? De smukke billeder? Det evige inspirationsfix?

Jeg har kun blogget og fulgt andre bloggere i et par uger, men er allerede ret hooked på… Læs resten