Myten om stress

Hvis jeg havde fået et stramt rullet dollar-bundt for hver gang, nogen venligt havde påpeget, at ”du jo er perfektionist” (underforstået: ”så det er nok derfor, du blev syg”), så havde jeg været en meget rig dame nu – med en temmelig gangster-agtig opsparing under madrassen. Hvilket nok havde lagt en acceptabel dæmper på følelsen af at være totalt misforstået.

Men lad mig lige slå to ting fast. Jeg har på intet tidspunkt fået et økonomisk plaster i form af amerikansk valuta på såret, ej heller identificerer jeg mig på nogen måde med tillægsordet ”perfektionistisk”.

Det er hverken et positivt eller negativt ladet ord for mig. Jeg er fuld af beundring for mennesker, som har næse for at gå ulasteligt klædt, grave sig langt ned i en opgave for at løse den på smukkeste vis, fremvise et magisk rent hjem, eller hvad man nu forbinder med perfektionisme. Det er bare ikke mig. Det har det aldrig været. Derfor var det så frustrerende, at så mange mennesker tilskrev mig et personlighedstræk, jeg ikke selv genkendte, pegede på det (og dermed også mig) og råbte ”der har vi synderen” på baggrund af en udbredt fordom, der hersker om ”den slags, der går ned med stress”.

Derfor var det også enormt befriende at læse interviewet med erhvervspsykolog Majken Matzau i artiklen, ”Stress kan ramme alle”, for den stak virkelig en pæl igennem myten om, at det typisk er perfektionister, som får stress. At det skyldes noget i den stressramtes personlighed. For der er altså ikke noget, der hedder “den slags mennesker”.

Det er en jävla myte, folkens!

Det er, hvad nogle rare, svenske typer fra Karolinska Institutet kommet frem til efter 10 års forskning.

Men når man rammes af stress, har man en slem tendens til at kigge indad. Man bebrejder sig selv. Derfor nikker man, når folk, som ikke ved bedre, påpeger, at man på en eller anden måde selv har påført sig stress. Man synes, det er pinligt, at man ikke kunne klare sit arbejde. Man skammer sig. Man har dårlig samvittighed over for sine kollegaer. Man synes, at man svigter på alle fronter. Når man bliver sygemeldt, synes man, at man får noget tvungen fritid foræret, man ikke er berettiget til. Vel at mærke på trods af at man fysisk og psykisk er røget af hamsterhjulet.  Selvom jeg skriver ”man”, så kunne jeg lige så godt have skrevet: ”Jeg bebrejdede mig selv. Jeg syntes, det var pinligt”, osv. For det var præcis sådan, jeg havde det i starten, inden jeg gennem mange måneder nåede et niveau, man ville kalde “rask”.

Jeg kan sagtens nikke genkendende til, at man har nogle adfærdsmønstre, som er medvirkende til, at man får stress. Men det er mønstre, man udvikler, mens man er “fanget” i den nedadgående spiral: Bliver man presset af deadlines, eksempelvis, gør man lige en særlig indsats for at nå i mål. Bliver man udfordret, bruger man lige lidt ekstra tid og energi på at finde en løsning. Har chefen store ambitioner for et projekt, gør man, hvad man kan, for at skabe en succes. For det er jo FEDT at nå i mål, finde løsninger og skabe succeser – lige indtil det pres bliver en konstant faktor i arbejdslivet.

Min psykolog spurgte mig engang: “Hvad ville du have sagt til en veninde, hvis hun havde fortalt dig om sit job med lignende arbejdsvilkår?”. “Jeg ville have sagt, at hun skulle sige op – at det ikke var det værd”, svarede jeg prompte – og indså først bagefter, at det også havde været en mulighed for mig. Men man har jo sjældent modet eller overskuddet til at sige op, når først man er så slidt ned, fysisk og psykisk, at man ikke længere opdager blinkende advarselslamper og alvorlige symptomer som stik i hjertet, åndedrætsbesvær eller en kvast hjerne. Man kører jo på kroppens allersidste dråber benzin i forsøget på at “overleve” sin hverdag. Tanken om at frasige sig sit levegrundlag, når man i forvejen er tørlagt for overskud, overblik og klarsyn, er utænkelig.

Derfor er det jävla vigtigt at huske:

Stress skyldes langvarige, udefrakommende faktorer, og et hvilket som helst nervesystem vil brænde sammen, hvis det har været overaktiveret over længere tid. Stress er forbundet med utryghed og opstår, når der er uklare roller, krav og ansvar i et komplekst arbejdsliv kombineret med manglende indflydelse på vilkårene for de opgaver, vi løser. Eller som stressekspert Majken Matzau udtrykker det: ”Man får stress, fordi man har umulige betingelser for sit virke. Når vores ansvar er større end det, vi kan påvirke”.

Med andre ord: stress og personlighed har ikke noget med hinanden at gøre. Der er til gengæld en stor sammenhæng mellem stress, ledelse og arbejdsmiljø.

Og se dét er bekymrende.

For gæt engang hvad der sker, hvis en leder “mener”, at kilden til stress ligger i personligheden. Så behøver man jo ikke at kigge på sine egne evner som leder, vel? Den myte bør vi sgu få aflivet én gang for alle. Enig?

Artiklen kan sluges i sin fulde længde og deles her. Og det er nok bedst, at du læser resten selv, for jeg kan blive ved med at skrive om det her til langt ud på natten…

Bortset fra at jeg er temmelig vinterdøsig og vinterferie-keder-mig på kontoret, så er hverdagene i øjeblikket fyldt op med hundetræning, pelspleje og aktiveringslegetøj, hvilket kommer meget naturligt i kølvandet på anskaffelsen af vores lille hvalp. 12 uger gammel er hun, og det lyder ikke af meget, men hun er stor nok til at lave en del ballade i den lille lejlighed.

Jeg troede, at når vi fik hund, så ville den bruge en masse krudt på at forsøge at regne ud, hvordan den kunne overliste os. Nix. Det er lige omvendt. Så vi har brugt den sidste måned på at tørre tis op indenfor, tage hende med ud på tissetur i gårdhaven klokken lort om natten, tørre sniger-lort op fra stuegulvet, øve klikker-træning, osv. Men hun er så EKSTREMT nuttet, at det er arbejdet værd. Og så sover hun heldigvis godt og længe, som var hun i koma, når hun ikke lige skider, bider, leger, spiser og putter. Se selv – det blik og den pels kan man da ikke stå for!

Nårh ja – og så har Biologen og jeg været ude at fiske de 3 sidste søndage. Det har resulteret i en del nyt grej (lækre Simms-handsker, et Okuma Trio Red Core hjul og en håndfuld blink) og masser af flotte naturoplevelser, men stadig 0 havørreder i 2015. Desuden er jeg lidt i sorg over, at mine fine og relativt nye waders er en smule utætte. Men vi krydser fingre for gevinst nu på søndag. 

image3image2image1

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s