Hundenyt, hostehelvede og harme over sygedagpengesystemet

Jeg er lige nødt til at fortælle noget meget vigtigt.

Et sted i Kolding ligger der en bitte-lille hvid hund med sortbrune pletter og venter på os – kun et par dage gammel. Hvis hun udvikler sig og trives, som en sund lille hvalp bør, flytter hun med al sandsynlighed til Odense for at bo hos os i starten af januar. Det er for vildt! Stort! Og lidt overvældende. Men mest af alt SKØNT.

Nå, nok om mit hundekuller.

På en skala fra 1-10, hvor stresset er jeg så lige nu?

Pas. Jeg er simpelthen så ramt af snot, hoste og feber på 5. døgn, at jeg ikke kan mærke min krop. Og eftersom jeg ikke er på arbejde – der er jo ingen grund til at kaste om sig med virus – bliver hjernen ikke synderligt udfordret. Så dagene herhjemme er gået med alt det, jeg lavede, da jeg var ”rigtig” syg; tv-serier, en smule opvask, rydde lidt op, mose frugt og grønt i juiceren, tænke-tænke, pille navle og den slags. Bare i slow motion. Både i går og i dag vågnede jeg samtidig med Biologen, som skulle på arbejde, sådan som raske mennesker nu engang skal. Men jeg er begge dage blevet i sengen til lige omkring frokosttid, når Politiken.dk, instagram, facebook, bloglovin og twitter er læst fra ende til anden, og maven knurrer faretruende ad mig.

Jeg tror dog, at min krop (som sædvanlig) er mere snu, end jeg er. Den mente nok, det var tiltrængt.

For i dagene op til, at jeg blev overmandet af feber, havde jeg faktisk pænt travlt på arbejde. Det var ikke bare rent tidsmæssigt lange arbejdsdage for mig. Det var 7-8 timer med masser at lave. Flere møder samme dag. Konference to dage i træk. Et projekts milepæl nærmede sig hastigt. Lige dér, midt i tumulten, glemte jeg, at der er en grund til.. at jeg har en ugentlig hviledag, mens alle andre arbejder ..at min hjerne endnu ikke er helt skarp ..at jeg i perioder har følelserne uden på tøjet ..at træthed lynhurtigt bliver til kort lunte ..at selv skøn spontanitet kan få mig til at miste fodfæstet ..at jeg stadig går hos Fru Psyk .. og at jeg stadig bliver indkaldt til samtaler om rehabilitering, jobafklaring og sygedagpenge. Og det er altså ikke meningen, at jeg skal være oppe på 37 timer om ugen før 1/1 2015.

Så… min helt egen teori er, at kroppen besluttede sig for, at det var på tide med en pause. Den hackede mit immunsystem og lod en led virus trække i håndbremsen for mig.

Og apropos sygedagpengesystemet!
(Indsæt selv din yndlingsudgave af udbrud i kaliberen Oh My F*cking God)

Hvis du studsede over, jeg bliver indkaldt til samtale omkring jobafklaring, så er du ikke den eneste. Trods det faktum, at jeg er fastansat (på en offentlig arbejdsplads, endda) er jeg krat’pettervæltemig blevet indkaldt til samtale, så et rehabiliteringsTEAM kan vurdere min sag og fastlægge indholdet(?) i mit jobafklaringsforløb. Jobafklaring?! Nå ja, og jeg skal medbringe mit CV. Mit CV!? Jamen! JAMEN! Jeg er jo i arbejde!

Bare så du er helt med på, hvorfor jeg er så harm, så er mit statskontrollerede sagsforløb i forbindelse med min stress-sygemelding som følger:

– Jeg bliver syg 27/3 2014.

– Jeg udfylder fuldstændig sindssygt skema fra Sygedagpenge-folket og får det underskrevet hos læge, som inden da har tildelt mig diagnosen ”akut stress”.

– Jeg indkaldes til samtale hos (virkelig rar) sagsbehandler, som godt kan se, at jeg (trods sygdom) er ”ressourcestærk”, som hun kalder det, og uden intention om svindel med sygedagpenge. Hun kunne heldigvis godt se forskel på mit ustyrlige hulkeri og krokodilletårer.

– Sygedagpenge tildeles, hvilket vil sige, at jeg modtager min løn fra arbejdsgiveren, som før, men min arbejdsgiver får refunderet beløbet, idet de ikke får min arbejdsindsats. Ved mødet får jeg at vide, at en sygedagpengereform var på vej, men det var ikke sikkert, at den ville påvirke min situation.

– Sygedagpengerefomen kom. Den påvirkede min situation. Panik! For de uindviede kan jeg fortælle, at sygedagpengeperioden pludselig blev forkortet fra 52 uger til 22 uger. Jeg var sygemeldt på fuld tid i ca. 17 uger, hvorefter jeg blev deltidssygemeldt, idet jeg langsomt trappede op med timer på jobbet.

– Dagpengerefusionen stoppede helt d. 1. oktober. Jeg er dog så usandsynlig heldig, at min chef godt kan se pointen i, at jeg skal blive helt rask. Derfor ændrer jeg først status på arbejdspladsen fra deltidssygemeldt til heltidsrask d. 1. januar.

– Sygedagpengeperioden stopper altså, selvom jeg ikke vurderes rask. Jeg har både min chefs, min læges og min psykologs underskrift på, at jeg endnu ikke er rask. Pengekassen lukker dog stadig i, fordi jeg ikke passer ind i de paragraffer, som kunne give mig en forlængelse. Jeg er ikke syg nok, ikke arbejdsløs nok. De ved med andre ord ikke helt, hvad de skal stille op med mig.

– Min sag overføres til ny kasse i systemet, hvilket betyder ny sagsbehandler, nyt møde. Rehabilitering. Jobafklaring. ”Husk CV!”.

Der er mange ting i denne verden, jeg ikke skal gøre mig klog på. Fx skattefradrag, fandt jeg ud af. Men nu er kommunikation jo sådan set mit arbejdsfelt. Derfor er det mig en gåde, at man ikke i dagens velfærdssystem kan læse sig frem til i min sagsmappe, at jeg er i arbejde, og at en dygtig flok bestående af min nye læge, min psykolog og min chef har lavet en returplan sammen mig og godkendt den med kruseduller, stempel og det hele.

Jeg har længe haft lyst til at sende sygedagpengechefen (hvis der findes sådan en) en mail med masser af ros til den sagsbehandler, han har ansat, hvorefter jeg vil servere med en sønderlemmende kritik af forvaltningens skriftlige kommunikation, som har forårsaget mange frustrationer og tårer i dette lille hjem. Jeg er i gang med at tage tilløb til dette..

Hov. Nu blev dette pludselig en meget lang og vred tekst, selvom jeg lagde ud med lidt hvalpepludren. Der blev slet ikke plads til den vigtigste anekdote, som skulle placere mig på 1-til-10-skalaen. Men altså: Jeg begyndte så småt at vende tilbage på arbejde midt i juli, og en af de første dage fik jeg en mail fra en sød kollega. Hun skrev, at hun selv havde været stressramt, og at hun havde prøvet den rutsjebanetur, det var at vende tilbage til arbejdet, som jeg nu stod i kø til. Hun beskrev sin egen oplevelse ganske ærligt. Den mail scroller jeg mentalt igennem fra tid til anden, når jeg har én af de der arbejdsdage, som tager pusten fra mig og sender mig i seng kl. 16. Det, hun beskrev, er præcis det, jeg oplever nu. Små og store sejre. Små og store nedture. To skridt frem, tre tilbage. Ti skridt frem, fem tilbage. At vende tilbage på arbejde efter en lang periode med stress kan ikke ses som en eksponentiel stigning af fysisk og mental udfoldelse, men nærmere som hjerterytmen på en monitor.  

"Voksengyngen" i Odense er et godt sted at ligge og finde ro, hvis man ellers kan ignorere forbipasserende - eller børn som mener, den er lavet til dem.. ;-)

“Voksengyngen” i Odense er et godt sted at ligge og finde ro, hvis man ellers kan ignorere forbipasserende – eller børn, som mener, den er lavet til dem.. 😉

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s