Note to self: bloggens fremtid?

Hvor skal vi hen, du?

Hvor skal vi hen, du?

Efter at have læst mit seneste blogindlæg, stillede min kloge mand nogenlunde følgende spørgsmål: “Hvem skriver du for? Dig selv eller læseren? Hvad vil du egentlig med bloggen?”

Øh – altså… Det skulle jeg lige fintænke over i et par sekunder.

Som udgangspunkt skriver jeg den for mig selv. Det er rart at kunne fornemme mine fremskridt mellem linjerne, ligesom jeg får bearbejdet en masse intern tumult, når jeg får sat ord på det uhåndgribelige. Men jeg håber da i mit (ikke særligt) stille sind, at der bare én eller to derude bag skærmen, der har gavn af ordstrømmen. Stress er en folkesygdom, siger man. Alligevel er det lidt tabubelagt at være stress-ramt og derfor også lidt mystisk. Så jeg vil da være ud-af-kroppen-stolt, hvis jeg kan nedbryde et par barrierer mellem ramte og ikke-ramte ved at være åben omkring det.

Dog har Biologen også en pointe, når han gør opmærksom på, at jeg skal være mere klar i mælet, når jeg beskriver min fremgang. Ellers bliver det samlede indtryk af bloggen til en navlepillende-synd-for-mig-suppe, tror jeg. (Derfor håber jeg også, at jeg kan få lov til at interviewe ham – eller ligefrem få ham til at gæsteblogge – om det at være pårørende! *Lokke lokke..*)

Men hallo – jeg bliver jo også rask på et tidspunkt! Og hvad skal der så ske med bloggen? 

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde tænkt videre over det, indtil jeg for lidt siden stod med hænderne i opvaskevand og “sang” med på Spotifys top 10. Som tidligere nævnt er jeg lidt tændt på tanken om et odenseansk kvindenetværk. Og jeg tror, bloggen på et tidspunkt bliver drejet over på noget med kvinder, noget med karrierevalg, noget med Odense/Fyn, måske lidt mere med stress og noget med.. tja, jeg har mange idéer på tegnebrættet lige pludselig, men jeg venter lige med at smække dem på bloggen. For de betyder også, at jeg skal til fortælle nogle flere om bloggen. Og det skal jeg lige mærke efter, om jeg er klar til.

Hvis du læser det her, har du sandsynligvis fundet frem til mig via blogger-platformen Bloglovin, via nogle bestemte søgeord på Google, eller også er du Svigerfar eller Bedsteveninden (kram til jer!). Bortset fra jer, så ved ingen, ej heller gode veninder eller familien, at jeg blogger. Alligevel viser bloggens statistik pt. 884 sidevisninger siden opstarten, hvilket på én gang er helt vildt for mig – men i blogger-samfundet et ret lavt tal, så vidt jeg kan forstå.

Jeg jagter på ingen måde “gode” statistikker. Jeg nyder bare at skrive, mens tiden flyver. Jeg føler mig mindre hjerne-handicappet, når jeg tager mig tid til at skrive. Så nu må jeg se, hvad jeg kan trylle frem, når jeg er raskmeldt.
Skal i hvert fald lige finde mit fodfæste her.. med ét ben i “privat”-lejren og ét ben i blogosfæren.

Now excuse me, mens jeg hopper ud af nattøjet (kan du stave til efterårsferie?), for i aften skal bryllupsgavekortet til Goma (Odense) bruges, og derefter hopper vi i teatret for at se “Fiaskomonologerne” på Momentum. Det er angiveligt en “vandreforestilling” i bymidten. Det skal prøves, skal det.

Reklamer

2 tanker omkring “Note to self: bloggens fremtid?

  1. Jeg følger med – og savner et indlæg! Er selv stressramt, 36 år, ‘offentligt ansat’, lettere nygift og hundeejer.
    Håber snart at høre fra dig igen 🙂

    • Hej Line 🙂
      Jeg bliver helt rørt – det er altid dejligt at opleve, at der er en, der lytter/læser med. Du kan tro, jeg har glædet mig til at få lidt bloggetid i juleferien, så jeg kan få samlet op på alt det, der er sket. Jeg kan fortælle, at vi skal ud og besøge vores kommende hvalp igen i morgen! Så er hun 6 uger gammel. Vi glæder os helt vildt. Mere om det – og meget andet – om et par dage.. 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s