Fremskridt, hverdagsomtanke og alenevanvid

Det går virkelig op og ned for tiden. Når det går godt, går det strygende. Jeg knokler for at blive rask, og jeg kan mærke de gode resultater af at “holde hverdag” med omtanke. Men når det går skidt, bliver jeg for en stund katapulteret tilbage til ingenmandsland, hvor symptomerne blomstrer op, huden bliver tynd, og kroppen foretrækker fosterstillingen.

Jeg er nu oppe på ca. 18-25 timer om ugen, hvor jeg arbejder og bidrager på arbejdspladsen i det omfang, jeg kan. Det er ikke specielt effektivt. Jeg har nærmest intet ansvar. Jeg håndterer ikke hasteopgaver. Men jeg er fysisk til stede og fungerer nogenlunde i både solo-opgaver, netværk og projektgruppe-sammenhænge. Det er i sig selv en kæmpe sejr for mig. Jeg har heldigvis den type stilling, hvor man i høj grad er mere rådgivende og faciliterende end udførende – ergo går verden ikke nødvendigvis i stå, hvis jeg ikke lige er der. Jeg har nemlig gode kollegaer.

Men som sædvanlig er der stor forskel på, hvad der foregår inde i kroppen og uden for kroppen. Bare fordi man har tøj på, børstet tænder eller ligefrem “ser godt ud i dag”, er det ikke ensbetydende med, at hjernen eller kroppen er ovenpå. Hvis man fx så mig sidste tirsdag, hvor jeg havde min nu ugentlige “hviledag” (dvs. fri fra arbejde med det formål at give min hjerne ro), ville man have troet, at det var en rigtig slapper-dag, hvor jeg bare tøffede rundt i lejligheden, som jeg havde helt for mig selv, da Biologen var på arbejde. Jeg ordnede en smule vasketøj, så lidt Netflix og ryddede op hist og her i langsomt tempo. Men indeni var jeg på mentalt overarbejde.

At have en hel dag for sig selv er måske en luksus for nogle, men for mig – i min situation, lige nu – betyder alenetid, at jeg bruger helt enormt meget tankevirksomhed på at øve adfærd og prioritering, håndtere tvivl og dårlig samvittighed, ja – i det hele taget tvinge mig selv til at konfrontere alt det i mig, som var med til at give stress. Jeg brugte bl.a. en halv time på – udadtil – at vaske gårsdagens snavsede service op, alt imens jeg i virkeligheden – indadtil – længe småpanikkede over at bruge verdens vandressourcer, hvorefter jeg måtte hale mig selv i land igen ved at sætte mit eget beskedne vandforbrug i et større perspektiv.

Det er heller ikke altid nemt at lave frokost til mig selv, for “er det vigtigere at rydde lidt op først? Skulle man aldrig ordne den der rodeskuffe? Bør jeg lige ringe til farmor? Skraldet skal vel også ud. Mon jeg har tid til at køre på losseren med pappet? Jeg burde måske nok lige sætte noget vasketøj over først. Hvad er mon mest LEAN at gøre først?”

Sådan kan jeg udsætte mit eget basale behov – mad – i en uendelighed, mens jeg famler efter “noget”, som kan hjælpe mig med at prioritere blandt behov, huslige gøremål og større filosofiske kolbøtter undervejs i mine mange timer derhjemme.

Hviledagene giver også altid anledning til frygtelig dårlig samvittighed, hvilket ikke gavner spor, for beslutningen om, at netop dén dag er hviledag, er jo taget. Alligevel stikker den dårlige samvittighed dybt, hvis jeg hører et godt nummer i radioen og føler mig opløftet – “fy” – griner ad en sjov video på facebook – “fy” – bruger tid på at gennemtrawle http://www.asos.com for at finde endnu en kjole, jeg nok kun kan bruge til en ret specifik og ikke særlig hyppig lejlighed – “fy”. For tænk engang – her går jeg jo pludselig og HYGGER mig, selvom jeg jo skal forestille mig at være den stressramte stakkel, som er ved at finde sine ben igen. Dobbelt-fy!

Jeg ved det – det er en fuldstændig latterlig tankegang! Men lige mens det sker, kan jeg ikke se det sådan. Det bunder nok i, at jeg stadig bærer på følelsen af, at min sygemelding har lagt et ekstra pres på mine nærmeste kollegaer. Hvordan det virkelig forholder sig, ved jeg ikke. Jeg var jo væk fra arbejdspladsen i 4-5 måneder. Men nu hvor jeg er tilbage, kan jeg jo godt se, at folk omkring mig har travlt. Hvilket man altid har i det offentlige. Mange er pressede – og jeg kan af åbenlyse grunde ikke få lov at springe til for at hjælpe, hvor meget mit indre drive gerne ville. Jeg skal jo passe på mig selv.

For selvom baggrunden for sygemeldingen var 95 % arbejdsbetinget, så har jeg også en adfærd over for mig selv og min omverden, som ikke gavner mig. Jeg sætter andres behov først. Jeg glemmer eller udskyder simpelthen mine egne basale behov. Jeg tilsidesætter det, der giver mig energi, for at alt muligt andet fungerer. Det gjorde jeg i sådan en grad (i mange år), at jeg faktisk stadig har svært ved at finde frem til en fritidsbeskæftigelse, som i fremtiden kan få lov at fylde i mit liv, bare fordi jeg har lyst til det. Jeg overvejer dog i det små: vådt ler og kreative keramik-udfoldelser, orienteringsløb, mere yoga (for det er gået i stå), mere fiskeri – gerne med andre unge kvinder – eller måske ligefrem et odenseansk kvindenetværk. Særligt det sidste er jeg ret tændt på. Men jeg venter lige, til overskuddet er der.

Så det går langsomt fremad. Seneste sejr var en velfungerende arbejdsdag på 6 timer efterfulgt af en social aftale. Det hele spillede! At jeg så var fuldstændig smadret og trist dagen efter – ja, så lærte jeg, at 6 timer måske stadig er i overkanten. Men jeg lærer hele tiden. Det skal nok blive bedre.

Min psykolog er stadig helt vildt oppe at køre over, hvor meget der er sket med mig over de sidste 7 måneder og 7 enetimer. Nu mangler vi bare, at Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forstår, at det er nødvendigt at forlænge min sygedagpengeperiode, så jeg kan få lov at optrappe rent arbejdsmæssigt uden risiko for tilbagefald. Mit mål er nemlig lige nu at vende tilbage til arbejdet fuld tid fra 1. januar. Ambitiøst, siger psykologen, men jeg har hendes og min chefs fulde opbakning. Det føles godt. Det giver ro til at følge den prioriterede liste, jeg har skrevet på mit spejl i soveværelset:

1. At blive rask.
2. At leve sundt.
3. At blive endnu dygtigere til mit arbejde.

Den liste minder mig hver morgen om, at mit helbred er en forudsætning for at være badass til mit arbejde, og at jeg derfor er nødt til at sætte det højere end deadlines, pressemeddelelser, kurser, kommunikationsstrategier og alt det andet, jeg gerne nørder med på jobbet. At min mand så i smug har tilføjet: “At forblive verdens skønneste hustru” –  det er da den bedste start på morgenen, man kan få!

Jeg var i øvrigt på tiltrængt solskinsferie på den vildeste bjergside på Sicilien i starten af oktober. Det var helt vildt godt med lidt ferie og ro, men samtidig også en ret nervepirrende og måske lidt stressende uge. 
Den tur fortæller jeg lidt mere om, når jeg får tid.

Ferieglimt af vores pool med vores nabo, vulkanen Etna, i baggrunden

Ferieglimt af vores pool med vores nabo, vulkanen Etna, i baggrunden

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s