Sleep, run, eat – repeat

Biologen laver aftensmaden i dag, så hele lejligheden dufter af det krydrede middelhavskøkken. Jeg selv har brugt eftermiddagen på at sove. 6 timer har jeg været på arbejde i dag. Det er gået rigtig fint. Jeg kan stadig godt have svært ved at finde overblikket og koncentrationen frem, men det hjælper, når der ikke er nogen afbrydelser, såsom møder og opkald. På den slags dage føler jeg mig næsten klar til fuld tid igen.

Siden jeg var til læge i mandags for at få underskrevet en “mulighedserklæring” (den vender jeg tilbage til en anden dag), har jeg fået ordre på at prioritere søvn, motion og sund mad. Helst en form for motion hver dag, såsom løb, gå- og cykelture. Så det må jeg hellere få lært at indarbejde i mine dage. Det kan være lidt svært at komme af sted til motionscentret. Det er til gengæld ingen udfordring at prioritere søvn. Jeg er SÅ forfærdeligt træt det meste af tiden. Det skyldes sandsynligvis, at jeg har fået flere timer på jobbet – og så er det ikke svært at føle sig søvnig, når det er efterårsmørkt udenfor.

Den gode mad er heller ikke noget problem. Jeg elsker mad! Jeg elsker at lave mad, og det er bestemt et gøremål, jeg savnede, mens jeg var mest ramt i foråret. Jeg kunne næsten ikke gennemføre at bage en simpel kage uden at miste overblikket, være forpustet eller bliver dødtræt i benene.

Men! Læs resten

Note to self: bloggens fremtid?

Hvor skal vi hen, du?

Hvor skal vi hen, du?

Efter at have læst mit seneste blogindlæg, stillede min kloge mand nogenlunde følgende spørgsmål: “Hvem skriver du for? Dig selv eller læseren? Hvad vil du egentlig med bloggen?”

Øh – altså… Det skulle jeg lige fintænke over i et par sekunder.

Som udgangspunkt skriver jeg den for mig selv. Det er rart at kunne fornemme mine fremskridt mellem linjerne, ligesom jeg får bearbejdet en masse intern tumult, når jeg får sat ord på det uhåndgribelige. Men jeg håber da i mit (ikke særligt) stille sind, at der bare én eller to derude bag skærmen, der har gavn af ordstrømmen. Stress er en folkesygdom, siger man. Alligevel er det lidt tabubelagt at være stress-ramt og derfor også lidt mystisk. Så jeg vil da være ud-af-kroppen-stolt, hvis jeg kan nedbryde et par barrierer mellem ramte og ikke-ramte ved at være åben omkring det.

Dog har Biologen også en pointe, når han gør opmærksom på, at jeg skal være mere klar i mælet, når jeg beskriver min fremgang. Ellers bliver det samlede indtryk af bloggen til en navlepillende-synd-for-mig-suppe, tror jeg. (Derfor håber jeg også, at jeg kan få lov til at interviewe ham – eller ligefrem få ham til at gæsteblogge – om det at være pårørende! *Lokke lokke..*)

Men hallo – jeg bliver jo også rask på et tidspunkt! Og hvad skal der så ske med bloggen?  Læs resten

Fremskridt, hverdagsomtanke og alenevanvid

Det går virkelig op og ned for tiden. Når det går godt, går det strygende. Jeg knokler for at blive rask, og jeg kan mærke de gode resultater af at “holde hverdag” med omtanke. Men når det går skidt, bliver jeg for en stund katapulteret tilbage til ingenmandsland, hvor symptomerne blomstrer op, huden bliver tynd, og kroppen foretrækker fosterstillingen.

Jeg er nu oppe på ca. 18-25 timer om ugen, hvor jeg arbejder og bidrager på arbejdspladsen i det omfang, jeg kan. Det er ikke specielt effektivt. Jeg har nærmest intet ansvar. Jeg håndterer ikke hasteopgaver. Men jeg er fysisk til stede og fungerer nogenlunde i både solo-opgaver, netværk og projektgruppe-sammenhænge. Det er i sig selv en kæmpe sejr for mig. Jeg har heldigvis den type stilling, hvor man i høj grad er mere rådgivende og faciliterende end udførende – ergo går verden ikke nødvendigvis i stå, hvis jeg ikke lige er der. Jeg har nemlig gode kollegaer.

Men som sædvanlig er der stor forskel på, hvad der foregår inde i kroppen og uden for kroppen. Bare fordi man har tøj på, børstet tænder eller ligefrem “ser godt ud i dag”, er det ikke ensbetydende med, at hjernen eller kroppen er ovenpå. Hvis man fx så mig sidste tirsdag, hvor jeg havde min nu ugentlige “hviledag” (dvs. fri fra arbejde med det formål at give min hjerne ro), ville man have troet, at det var en rigtig slapper-dag, hvor jeg bare tøffede rundt i lejligheden, som jeg havde helt for mig selv, da Biologen var på arbejde. Jeg ordnede en smule vasketøj, så lidt Netflix og ryddede op hist og her i langsomt tempo. Men indeni var jeg på mentalt overarbejde. Læs resten