Korthuse i blæsevejr

Jeg gik i bad i morges, tog tøj på, spiste morgenmad og pakkede tasken. Udenpå var jeg klar til at tage på arbejde. Indeni var jeg ved at gå op i limningen. Det sker ikke så tit mere. Men det sker.

Jeg kan ikke fordrage den følelse, som jeg kender så godt. For jeg føler mig svag. En belastning. En stemningsdræber. “Nu hyler hun sgu igen”.

Jeg kæmper selvfølgelig fuldstændig sammenbidt mod trangen til at kaste håndklædet i ringen og give los for frustrationerne, men min modstand gør det kun værre.

I stedet for at erkende, acceptere og være tro mod mig selv, falder jeg tilbage i et gammelt mønster, hvor jeg tilsidesætter mit eget behov for at tilfredsstille andres. Som fx at gøre mig klar til at tage på arbejde, selvom jeg virkelig ikke har det godt, bare for at yde noget på arbejdspladsen.

Denne morgen var det min frustration over min haltende hjerne, som overvældede mig. Jeg er så hamrende sindssygt træt af at skulle leve med den mudderhjerne. Når jeg sidder med en opgave på jobbet, tager det mig evigheder at komme igennem den. Gennem mudderet kan jeg faktisk slet ikke se, om den er blevet løst ordentligt. Så mens alle andre omkring mig knokler og løber stærkt for at løse opgave på opgave, sidder jeg med følelsen af, at jeg som den eneste bygger korthuse i blæsevejr.

Det var først i løbet af køreturen til arbejdet, at nogen ‘trak i nødbremsen’ – og det var ikke mig, men min mand: “Du sætter mig af, og så kører du hjem igen.”

For selvom jeg udenpå var klædt på til endnu en dag på jobbet, så sad jeg der med tårer i øjnene og bed mig i læben, lidt lettet over, at nogen hjalp mig med at sige fra – og lidt knust over, at min fremgang havde lavet et U-turn.

Nu ligger jeg under dynen og snøfter. Det er nemlig ikke bare en dum dag. Jeg er også forkølet og har en visdomstand, som skaber sig. Der er helt stille i vores bygning, så jeg hører kun køleskabets sitren og min egen tunge vejrtrækning. Men det er ikke desto mindre rigtig sundt for mig at ligge her og pruste og kigge ud i gårdhaven og lade hovedet summe.

Den ro giver mig lov til at lukke alle de tunge tanker ud, se lidt på dem, og så give lidt plads til fornuftens stemme. Og tro mig – fornuftens stemme er ikke min egen, men derimod min psykologs.

For jeg kan godt føle mig svag; føle mig uskarp; føle mig som en belastning; føle mig fanget af min krops begrænsninger. Men SÅ siger psykologen…

Ja, hun siger altså ikke noget, for jeg er jo alene her i soveværelset, men jeg har haft så mange samtaler med hende, at hendes fornuftige stemme er flyttet ind i mig. Og SÅ bliver der ellers argumenteret fra højre og venstre. For selvom jeg føler ‘noget’, så det ikke sikkert, at det er sådan, det forholder sig ude i den virkelige verden. Det er en trøst.

Jeg siger på ingen måde, at fornuftens stemme vinder krigen over min egen destruktive stemme lige præcis i dag. Men nu får den noget modspil, den aldrig har haft før.

Soveværelset

Reklamer

En tanke omkring “Korthuse i blæsevejr

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s