Nygift

Os ved indgangen

Hurra! Det viser sig, at man sagtens kan blive gift, selvom krop og hjerne stadig halter lidt. Som jeg skrev inden brylluppet, så var jeg temmelig nervøs for, om jeg kunne holde energien oppe hele dagen. Men jeg synes ærlig talt, at jeg gjorde det godt. Jeg var cool det meste af formiddagen, og jeg blev tilpas rørt under vielsen. Jeg havde overskuddet til at hilse på alle gæsterne til receptionen og hyggede mig gevaldigt under hele middagen.

Faktisk var Biologen og jeg de sidste, der gik i seng, hvilket vi gjorde ved halv 4-tiden, da den obligatoriske rullekebab var blevet fortærret i hotellets lobby. Der var kun et enkelt øjeblik, hvor jeg lige trak mig fra selskabet og gik ud på tagterrassen, og det var egentlig mest af alt for at sunde mig og fordøje, at jeg nu var gift.

Brylluppet gik forrygende, fordi både Biologen og vores familier har været enormt gode til at tage hensyn til, hvad vi hver især havde lyst til, at der skulle ske, og ikke mindst hvad jeg kunne “holde” til. Eksempelvis blev jeg indlogeret på vores hotel allerede dagen inden brylluppet sammen med Bedsteveninden. På den måde holdt vi fast i traditionen om at brudeparret ikke så hinanden før vielsen, samtidig med at jeg blev skærmet af for de sidste svedige forberedelser. Dem tog gommen og familien sig af. Det var bare fedt! Bedsteveninden og jeg endte med at fejre min sidste aften som ugift med lækker mad på KrenKok, og vi hyggede os så gevaldigt med vinmenu og tøsesnak, at jeg helt gav slip på bekymringerne om at blive for overvældet på bryllupsdagen.

Jeg kan berette, at det ikke føles meget anderledes at være gift end at være kæreste med alletiders Biolog. Jeg føler mig hverken mere konet, mere “sat” eller ældre for den sags skyld. Og hvorfor skulle man også føle det? Alligevel leder man efter svaret, når man gang på gang bliver spurgt i dagene efter brylluppet, hvordan det føles at være gift. Det føles… naturligt og rigtigt. Men ikke anderledes end før. Måske fordi jeg næppe kunne blive mere begejstret over at være hans.

Til gengæld lærte vi begge på den hårde måde, at der er en grund til, at folk tager sig en honey moon lige efter brylluppet. Man er så træt og overvældet i dagene derefter, ligesom der er en del praktisk gøremål forbundet med at blive gift, at et par fridage ville have været på sin plads. Jeg nævner i flæng disciplinerne: møbelsamling, gavebytning, takkekortskrivning.. Det havde vi bare ikke. Fridage, altså. Så sidste uges lektion var, at man skal huske, at man ikke kun skal reservere tid til at lade op inden store arrangementer, men også efter. For det er altså hårdt at være “på” en hel dag, også selvom det er de andre, der har knoklet.

Til sidst er jeg simpelthen nødt til at rose og anbefale Restaurant Nordatlanten til alle, som overvejer at spise et måltid i Odense. Vi fik bl.a. fiskesuppe med hummersoufflé, rensdyrmørbrad, oksemørbrad, ostebeignet og brombær med karamel. Det var sublimt. Servicen var i top. Vinen var lækker. Prisen gav mening. Så det er absolut ikke sidste gang, at jeg spiser der. Rygterne siger, at de også laver byens bedste brunch. Så hvad venter du på?

Advertisements

2 tanker omkring “Nygift

  1. Det er jo lidt pudsigt med den her blog-verden, for ved at læse andre menneskers blogs, får man indblik i liv, man ellers ikke ville kende til. Og sagen er jo også, at vi jo ikke kender hinanden herude i blogland – men så alligevel lidt. Ivertfal vil jeg skrive til dig, ukendte blog-forfatter, at du ser meget smuk ud på billedet fra dit bryllup, og jeg synes det er utroligt flot, den måde I tacklede hele bryllups-situationen, så du kunne være i det. Som jeg har kommenteret før, så blev jeg meget overrasket over at finde din blog, for du skrev på en måde og omkring ting, så det ligeså godt kunne være mig selv, der havde været forfatteren. Og jeg er endda også lige blevet gift for to uger siden. Så vi deler nogle lighedspunkter, både de rare og dem der kræver lidt mere arbejde. Nu er jeg selv sprunget i det med at skrive. For jeg tænker, at det for mig måske også kan være vejen ud af den her stress-boble. Jeg føler endnu ikke, at jeg kan se enden på dette, og når man sidder dér og tænker, at det forbliver evigt efterår, så er det virkelig rart at kunne læse hos en anden, at efterår også kan blive til forår. Man skal bare give det tid. Så måske du også kan få noget ud af, at læse med hos mig.

    • Det er en befrielse at kunne lukke sit stress-“mundlort” ud i verden, uden at det altid skal gå ud over ham derhjemme, familien eller vennerne. Så jeg synes, det er fedt, at du kaster dig over en blog. På et tidspunkt vil du også kunne glæde dig over, at du kan kigge tilbage i arkiverne og se fremskridt. Jeg kan se på din nye blog, at du heller ikke er en tålmodig sjæl. Det er utroligt, at det er sådan nogle som os, der ikke gider “vente”/stå standby/give plads, der får stress. Man skulle jo tro, at det var de tålmodige, der blev slidt op først. Og så alligevel ikke. God vind til bloggen herfra!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s