Korthuse i blæsevejr

Jeg gik i bad i morges, tog tøj på, spiste morgenmad og pakkede tasken. Udenpå var jeg klar til at tage på arbejde. Indeni var jeg ved at gå op i limningen. Det sker ikke så tit mere. Men det sker.

Jeg kan ikke fordrage den følelse, som jeg kender så godt. For jeg føler mig svag. En belastning. En stemningsdræber. “Nu hyler hun sgu igen”.

Jeg kæmper selvfølgelig fuldstændig sammenbidt mod trangen til at kaste håndklædet i ringen og give los for frustrationerne, men min modstand gør det kun værre.

I stedet for at erkende, acceptere og være tro mod mig selv, falder jeg tilbage i et gammelt mønster, hvor jeg tilsidesætter mit eget behov for at tilfredsstille andres. Som fx at gøre mig klar til at tage på arbejde, selvom jeg virkelig ikke har det godt, bare for at yde noget på arbejdspladsen.

Denne morgen var det min frustration over min haltende hjerne, som overvældede mig. Jeg er så hamrende sindssygt træt af at skulle leve med den mudderhjerne. Når jeg sidder med en opgave på jobbet, tager det mig evigheder at komme igennem den. Gennem mudderet kan jeg faktisk slet ikke se, om den er blevet løst ordentligt. Så mens alle andre omkring mig knokler og løber stærkt for at løse opgave på opgave, sidder jeg med følelsen af, at jeg som den eneste bygger korthuse i blæsevejr. Læs resten

Reklamer

Det forbandede batteri

Jeg sled alt, alt for hårdt på mit batteri i denne uge, og derfor har weekenden stået i opladningens tegn. Ingen aftaler, ingen forpligtelser. Jeg har sovet længe, shoppet på Asos.com (foregår helst i sofaen med computeren på mavsen), drukket øko-sprøjt (frisk fra Magimix’en), prøvesmagt Biologens sirupslagkage, købt ny cykel(!), har opdaget konceptet passionfruit curd og tøffet rundt i hyggetøj. Tiltrængt – men også under tvang. Jeg bliver jo desværre kun rask, hvis jeg lærer at respektere det forbandede batteri.

Jeg fik i øvrigt ros af Fru Psyk sidste torsdag!
“Ja, da jeg så dig første gang, troede jeg aldrig, vi skulle komme så langt, som vi er i dag.”

Fair nok.. Jeg var også langt nede, første gang jeg sad i hendes venteværelse og hulkede. Men der er virkelig også sket noget på de 5 måneder og 6 psykolog-sessions, vi har haft sammen. Man bliver jo automatisk tvunget til at reflektere over, hvad det er for en fremtid, man kan se sig selv i – og dernæst implementere ændringerne i det virkelige liv, efterhånden som man bliver klar til at træde ud i det.

At ændre adfærd er ikke noget, man bare gør. Og jeg føler mig da også mere som en “dygtig og dydig elev” end en udlært ekspert, når jeg kan gentage nogle af de mantraer, hun har lært mig. For selvfølgelig begår jeg små “fejl” en gang i mellem, hvor jeg bagefter kan se og høre hendes formaninger for mig. Den vigtige forskel er, at jeg nu selv spotter dem. Hvor hun i sin tid skulle hale mig ind på land, kan jeg nu selv holde mig oven vande.

Jeg døjer stadig med koncentrationen, hukommelsen og overblikket. Man kan ikke se det på mig, tror jeg. Men jeg kan mærke hjernen knirke og knage, hvor den førhen havde udført sin tjans som en velsmurt motor. Den slags tager lang tid, siger hun. Man skal stole på det lange seje træk.

Trods ros er seneste ordre fra psykologen, at jeg skal øve mig i at sove nok, spise (ofte) nok, og ikke mindst tisse, når kroppen siger til… altså, i stedet for at vente til sidste øjeblik, fordi hjernen lige er optaget af noget andet. At have fokus på mine basale behov er åbenbart stadig ikke min stærke side.

Nu gik det lige så godt

Jeg har lyst til at skrive, at “stress er en strid kælling”. Men jeg kan lige så godt holde mig til sandheden: at jeg gik hjem gennem byen som en zombie i dag er min egen skyld.

Jeg fik ikke sat grænser, sagt fra eller struktureret min dag. Jeg sov ikke nok i nat, tog ikke højde for at give plads til en god og rolig morgenrutine derhjemme. Jeg tog for mange opgaver. Lod mig rive med af andres hektiske hverdag. Og jeg gik ikke hjem, da jeg skulle. Jeg brugte mit dyrt optjente batteri på et langt møde og en større bunke mails, end mit hoved kunne rumme. 6 timers arbejde er åbenbart stadig lige i overkanten, og det vidste jeg jo godt. Denne zombie gik derfor i seng kl. 15, helt rundt på gulvet, og sov 3-4 timer. Ris til egen røv.

Så nu vil jeg gå ud og saftpresse livet ud af nogle af de 15 kg ananasæbler, jeg fik (læs: slæbte til armene sled på fortovet) af en kollega i mandags. Det må da være ren terapi. Ét æble ad gangen, mens maskinen brummer.

Nygift

Os ved indgangen

Hurra! Det viser sig, at man sagtens kan blive gift, selvom krop og hjerne stadig halter lidt. Som jeg skrev inden brylluppet, så var jeg temmelig nervøs for, om jeg kunne holde energien oppe hele dagen. Men jeg synes ærlig talt, at jeg gjorde det godt. Jeg var cool det meste af formiddagen, og jeg blev tilpas rørt under vielsen. Jeg havde overskuddet til at hilse på alle gæsterne til receptionen og hyggede mig gevaldigt under hele middagen.

Faktisk var Biologen og jeg de sidste, der gik i seng, hvilket vi gjorde ved halv 4-tiden, da den obligatoriske rullekebab var blevet fortærret i hotellets lobby. Der var kun et enkelt øjeblik, hvor jeg lige trak mig fra selskabet og gik ud på tagterrassen, og det var egentlig mest af alt for at sunde mig og fordøje, at jeg nu var gift. Læs resten