Hvis Emma Gad At Ha’ Stress

Det er en belastning at være syg med stress, men det er absolut heller ingen sushi-picnic i Central Park at være ”pårørende” (forfærdeligt ord), veninde, kollega eller arbejdsgiver til én med stress.

Dels er der the-whole-awkwardness-thing (TWAT), som lægger sig som en tæt tåge over langt de fleste samtaler – selv i min situation, hvor jeg virkelig gør mit yderste for at være åben og ærlig omkring det. Dels er det bare svært at kende dos and don’ts i selskab med en stress-ramt, hvis man ikke selv har prøvet det.

Er man i tvivl om, hvad jeg mener, når jeg skriver TWAT, kan man læse mere om stress og sociale situationer her.

Med nedenstående, dybt banale liste har jeg naturligvis kun kunnet tage udgangspunkt i min egen oplevelse af at være lagt ned med stress, men jeg vil alligevel mene, at de fleste af mine med-stressede gerne vil have frabedt sig følgende adfærd fra omgangskredsen:

SÅDAN BLIVER DU EN SEJ PÅRØRENDE
(
Hvis Emma Gad At Ha’ Stress)

Giv aldrig nogensinde udtryk for, at den stressede ”bare skal tage sig sammen”.
Trust me, hvis man kunne, så havde man gjort det. Jeg kender i hvert fald ingen, som frivilligt træder ud af den boks, der hedder ”sund og velfungerende”, for at vælte ind i kategorien ”fysisk og mentalt nedsmeltet”. Uanset hvad ens tilstand er opstået af. Accepter og anerkend, at vedkommende er i en tilstand, som på mange måder er ude af deres kontrol.

Tænk aldrig, at den hellige gral er velforvaret, fordi der er tegn på bedring. At blive rask tager tid.
At være syg med stress er en rutsjebanetur, hvor man ikke får lov at stige af midtvejs, hvis man er helt grøn i ansigtet. Det går op og ned, nogle gange samme dag, andre gange bliver flere gode dage eller uger rundet af med en nedtur. Giv plads til de dage, hvor huden er ekstra tynd, og hvor selv den mest simple hverdag vælter.

De fleste af mine “dårlige” dage er udløst af en time med psykologen, for lidt søvn, for mange aftaler, lidt for ambitiøse planer på egne vegne eller bare den tilfældige følelsestsunami af utilstrækkelighed, afmagt eller you-name-it-I’ve-felt-it.

Ignorer ikke elefanten i rummet – spørg ind!
Med lidt situationsfornemmelse kan man godt finde et tidspunkt og sted, hvor det er OK at spørge ind. Formulér evt. din forespørgsel lidt mere kreativt end den gamle traver, “hvordan går det”, for der er de fleste så “pænt” opdraget eller så følelsesmæssigt tillukket, at det bliver en overfladisk høflighedsudveksling. Det er også helt OK, hvis man ikke magter andet. Men som pårørende/kollega/ven er det meget nemmere at forstå situationen og hvor meget/lidt batteri, vedkommende har at gøre med, hvis de kan lokkes til at sætte lidt ord på sine symptomer og personlige oplevelse af at være stresset.

Verbal omsorg er også godt i begrænsede mængder, men de sidste mange måneder har min ufrivillige reaktion på omsorg været gråd, uanset om omsorgen kom fra psykologen, lægen, chefen, kollegaer, venner, sagsbehandleren, MOR eller Biologen, og derfor er særligt kollegaer blevet instrueret i at dosere det med omtanke.

For mig har skriftlig omsorg klart været at foretrække frem for face-to-face-krammere. Derfor var det også en stor oplevelse at stå og mangle vaser få dage efter, at jeg var blevet sygemeldt, simpelthen fordi så mange havde sendt mig blomster, mens min telefon blev helt buttet af kærlige SMS’er og e-mails. Se, dét kan noget!

Tag vare på dig selv!
Pas på med at læsse egne frustrationer og udfordringer af på den stressede. Stress er ofte konsekvensen af, at man i en længere periode ikke har taget vare på sig selv og sine basale behov. Derfor er øvelsen nu at sætte sig selv først. Man kan jo ikke dele ud af et overskud, der ikke eksisterer, vel? I mit tilfælde har jeg haft lidt (læs: enormt) svært ved at rumme andre menneskers hændersvriden, både i familiens trygge rammer og på arbejdspladsen, særligt mens jeg havde det værst.

Jeg kan eksempelvis berette, at man føler sig som en gemen skiderik, når man i en periode er nødt til at holde op med at besøge sin gamle farmor, fordi man ikke kan bære at være vidne til hendes smerter og sygdom. Mit indre batteri var så langt nede på energi, at jeg udelukkende kunne have telefonisk kontakt til hende – og kun på tidspunkter, hvor jeg kunne overskue det. Av, min sjæl!

I den første uge tilbage på arbejdspladsen blev jeg et par gange opsøgt af kollegaer, som mente, at de kunne relatere til min sygemelding, mens de udtrykte stor frustration over egne arbejdsvilkår og stresssymptomer. Det tog fuldstændig pusten fra mig, for jeg kunne jo hverken rumme det eller gøre noget, idet jeg havde så rigeligt at gøre med at holde sammen på mig selv… Og hvis stress har lært mig én ting, så er det, at man også selv har et ansvar for sit helbred i den situation. Sig fra eller sig op. Men at sige det til din kollega – det rykker ikke nok.

Tag det ikke personligt, hvis din stress-ramte ven/familiemedlem er fraværende.
Tænk på det som en bil, der er til reparation. Bare i meget længere tid.
Bilen glæder sig helt vildt til at komme ud at køre med dig igen. Den kan bare ikke lige nu. Vær tålmodig.
(Ovenstående metafor er ikke opstået af ingenting. Jeg kom simpelthen til at beskadige vores bil i ferien. Manglende overblik (go figure) over ikke uvæsentlige niveauforskelle på parkeringsplads. Kan komme helt i tvivl om, hvorvidt jeg burde have lov at køre, mens jeg er syg!)

Giv plads til hvile – selv positive oplevelser kan dræne batteriet.
Bare fordi lægen mener, at tiden som sygemeldt skal fyldes med skønne oplevelser, som giver energi, så kan selv de mest velmenende planer blive for meget. Skal du noget hyggeligt, praktisk eller vigtigt med en stress-ramt, så husk at involvere vedkommende i planlægningen og helst i god tid. En hel dag er sandsynligvis for meget, også selvom vedkommende ikke er meget for at indrømme det. Jeg græd to gange i det skjulte af hhv. overvældelse og udmattelse på mit polterabend, på trods at af mine dejlige venner havde sammenstykket et program, som var så langt nede i gear (for min skyld), at alting nærmest foregik i slow motion.

Hvis alt andet fejler, kommer man langt med en lur.
Den forklarer vist sig selv. Heldigvis er jeg velsignet med en Biolog, som er weltmeister i en god hverdagsmorfar, så den deles vi gerne om.

Og apropos Biologen, så er det altså på lørdag – i denne uge – at vi kommer til at se, om vores bryllupsplanlægning holder vand. Jeg glæder mig helt vildt! Samtidig er jeg også nervøs for, om dagen bliver for overvældende for mig, jævnfør ovenstående. Men fik jeg sagt, at jeg glæder mig?!

Advertisements

En tanke omkring “Hvis Emma Gad At Ha’ Stress

  1. Pingback: Nygift <3 | Sidestik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s