Det med småt

Nogle gange tænker jeg, om jeg mon er gået glip af den der officielle introdag for stressramte?

Altså, et arrangement hvor en velmenende stress coach tegner og fortæller sig gennem et klassisk stressforløb ved hjælp af ubehjælpsomme PowerPoint slides, hvorefter hun (for det er en hun) stikker os et “Alt om stress”-hæfte, vi kan bladre lidt i derhjemme, som også gennemgår “alt det med småt”.

Der er fx ikke nogen, der fortalte mig… 

…at man for alvor stifter bekendtskab med 3 usynlige, mavesure drager i Game of Thrones-størrelsen, som dagligt skal nedkæmpes. Bæsterne hedder Dårlig Samvittighed, Skyld og Lavt Selvværd. De er ekstra irriterende, når fx en kollega lige stikker hovedet ind på kontoret for at spørge om noget. For man kan godt få lyst til at pege på de tre drager, der med ild og vold har mast sig ind bag ens hæve-sænke-bord, og råbe: “Kan du ikke lige se, at jeg er midt i noget!?”

…at det åbenbart er ret svært at vende tilbage til den samme arbejdsplads, som man kom fra. Men lige pludselig hører jeg det alle vegne. What? When? What? Den har jeg tygget lidt på og besluttet mig for, at det ikke kan være anderledes. Jeg tvivler på, at en ny arbejdsplads vil være mere forstående end den, som har det skidt med at have kørt mig i sænk. Bum. Vi prøver og håber på, at de kommende organisationsændringer hjælper det hele lidt på vej.

…at man ikke er den samme m/k, som før man fik stress. Det er man bare ikke. Der er naturligvis en kerne, som er, som den altid har været. Men der sker et skred i følsomheden, i prioriteterne, i ambitionerne, i tolerancen og på mange andre punkter. Det er sundt, er jeg sikker på. Men hold nu op, hvor er det også lidt opslidende, at man pludselig skal genoverveje alt muligt, som man førhen var helt sikker på. Jeg kan bare sammenligne mine gamle og nye ambitioner for mit arbejdsliv. Lige nu er min største (arbejds)ambition at få en velfungerende 37 timers arbejdsuge. Havde jeg fået dette at vide for blot et år siden, havde jeg – arbejdshesten, pleaseren, jeg-ta’r-lige-computeren-med-hjem-natteravnen – klasket mig på lårene af grin og foragt.

…at man i perioder mister al kontrol over sit følelsesregister. At det kan være en skide køretur til Skanderborg, som vælter læsset. At man kommer til at rase over ligegyldige ting. At man decideret ryster i bukserne over en telefonsamtale, fordi man bare ved, at der er en risiko for, at samtalen vil udløse en lavine af tårer. Den skrøbelighed bliver man aldrig rigtigt venner med.

…at det er helt vildt svært (for både dig og dine omgivelser) at acceptere, at hjernen er “brækket”. Forestil dig frustrationen over hverdagen med et brækket ben i gips, krykker, hele molevitten. Forestil dig så, at skaden, gipsen og krykkerne er usynlige for alle andre end dig. Ingen kan se, at dit overblik er forstuvet, at din faglige stolthed sprøjtbløder, at hukommelsen er gennemhullet og din fysiske og mentale tilstand i det hele taget ligger i fosterstilling sammen med støvboldene i hjørnet, mens ovennævnte drager svæver dødsskrigende over dit hoved…

Inden du bliver helt forpustet over al det mentale bøvl, som følger med stress, vil jeg da lige nævne, at der nu kun er lidt over to uger, til brylluppet skal stå. Nu glæder vi os for alvor – og apropos overblik, så er Biologen en stjerne, idet han i høj grad agerer blæksprutte med superheltehukommelse for os begge.

Jeg er kommet til at købe et par ekstra brudesko – det har nu ikke noget med hukommelsen at gøre, det var bare fordi. Der er lavet brudebuket-mood-board til Biologen, trods det faktum at jeg egentlig ikke har nogen holdning til den slags. Der er fundet på flere (langt billigere) ønsker til alle de af vores forældres bekendte, som godt lige vil give os en gave med på vejen – der kan man bare se! Nå ja – vores vielse er rykket til vores fælles arbejdsplads (af alle steder) – mere om det en anden dag… Lejligheden er stadig fyldt med kærlighed, og jeg begynder at tro, at den der leverpostejshverdag aldrig rigtig indfinder sig, når man har fundet den helt rigtige.

Nu giver vi fingeren til den våde vejrudsigt og tager et par feriedage i det nordjyske.

Advertisements

2 tanker omkring “Det med småt

  1. Jeg er først for nylig faldet over din blog. Jeg tror jeg endte herinde efter en desperat søgning på Google – jeg forsøgte at finde hvad som helst af svar/årsager på, hvordan jeg har det. Og du har netop beskrevet det i dette indlæg. Særligt punktet omkring, at det vi “fejler” er usynligt. Jeg kan jo lyde helt normal. Kan argumentere og smile. Kan handle ind og give mit barn mad. Dét folk ikke ved er bare, at jeg ligger i fosterstilling dagen efter. At mit hoved arbejder på højtryk for at koncentrere sig om, hvordan det nu lige er, at man tømmer en opvasker. Men ingen kan se det. Det er sygt belastende. Faktisk bogstaveligt talt, for min hjerne bliver overbelastet og jeg føler mig syg bagefter.
    Jeg har lyst til at slukke min telefon og stige på det første fly til barbados.
    Jeg synes det er sejt, at du er tilbage på arbejdet. Altså, hvis du kan holde til det. Jeg har lige meldt ud til arbejdet, at jeg ikke kommer tilbage. Jeg tror simpelthen ikke på, at jeg kan få det godt dér.
    Anywho, det andet lille sammenfald jeg fandt på din blog er, at jeg også skal giftes snart. Faktisk på lørdag. Jeg satser på at det bliver godt. Det tror jeg. Det bliver ivertfal som det bliver, for jeg kan simpelthen ikke svinge mig op til at gå bryllups-planlægnings-amok.
    Så, just so you know, du er ikke den eneste i båden af stress/skyld/dårlig samvittighed/brudebuket-moodbards.

    • Først og fremmest tillykke-på-forhånd med brylluppet! Selvom man på ingen måde er en planlægningshaj, når man har stress, så er jeg sikker på, at du (som jeg) NYDER at have sådan et glædeligt lyspunkt i en ellers svær hverdag. Kan virkelig genkende det med, at det er vigtigt at holde øje med sit indre batteri, for både hverdag og gode oplevelser kan dræne energien – og så ligger man pludselig der og kvabber forblæst rundt på sofaen, klar til at flyve til Barbados med dig.

      På en måde synes jeg, du er sejere, fordi du har sagt fra på jobbet. At sætte grænser er svært både før og efter stress, og det kræver nosser (eller som jeg kalder det: en vagina) at sige det højt. Lige nu forholder jeg mig kun til min fysiske tilstedeværelse på arbejdet, og så ser jeg, hvad min krop og hjerne siger til, at jeg får en anden chef og en anden arbejdssammenhæng om få måneder.

      Tak fordi du læser med – og et endnu større tak for din kommentar. Det er helt vildt dejligt at møde den slags forståelse. Nyd din lørdag 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s