Flinkeskole-bagage og andre grundlæggende antagelser

”Du kommer simpelthen ikke ud herfra, før jeg kan høre, at du kan dine replikker!”, sagde psykologen venligt, men bestemt.

Inden for de første 10 minutter af vores samtale havde hun nemlig ganske skarpt observeret, at mit ordforråd haltede gevaldigt, når det kom til at sætte grænser og sige fra. Og selvom jeg forsøgte at tale udenom og prale af, hvor meget energi jeg pludselig havde fået igen, så valgte hun at sætte sin kyndige finger lige dér, hvor skoen trykkede.

Sagen er den, at jeg nu har været på arbejde hver anden formiddag i et par uger. Og som tidligere nævnt er det mest opslidende for mig, når kollegaerne øser ud af omsorg, deres harme over ledelsen og ikke mindst egne anekdoter om deres skrøbelige arbejde-familie-balance. Jeg magter det ikke. Ikke på den arrogante måde, men mere.. rent fysisk. Jeg har nok i at passe på mig selv lige nu, og alle andres fortvivlelse og hændersvriden bliver på et splitsekund dét, som dræner mit batteri.

Derfor måtte jeg – med psykologen som tålmodig sufflør – snøfte og hakke mig gennem sætninger som:

”Tak for din omsorg, men lige nu har jeg bare brug for at lande og få ro.”

”Det er sødt af dig at kigge forbi, men jeg har behov for, at du ikke spørger mere ind til det lige nu.”

”Det lyder som en spændende opgave – men jeg er ikke klar til den slags ansvar før om et par måneder.”

(Snøfte – fordi jeg som regel græder mig gennem 90 % af den time, jeg har med min kloge psykolog. Hun har heldigvis et vanvittigt stort lager af ubrugt snotpapir.)

Hvis du lige nu sidder og tænker, at det i grunden er skørt, at en 28 år gammel arbejdshest ligefrem skal have replikker til sit professionelle liv, så kan jeg kun give dig ret. Det er ikke desto mindre tilfældet. Og én af grundene til, at det gik så galt, som det gjorde.

Replikkerne kom prompte på banen, da psykologen hørte mig fremstamme: ”I de situationer, hvor deres omsorg og egne kvaler bliver for meget, ved jeg ikke, om jeg kan tillade mig at sige fra, eller hvordan jeg skal sige det..” Hurtigere end miip-miip-fuglen fløj hun op til tavlen, hvor hun trods varmen tegnede løs, mens hun forklarede en masse om selvtillid, selvværd og mit behov for at være ’hende, der fixer andre’.

HVOR FANDEN KOMMER MIN INDRE FLINKESKOLEPIGE FRA!?

Det er sjovt nok kun på jobbet, at jeg har problemer med at sætte grænser og sige fra. Det er som om, at jeg tror, jeg sætter min professionelle integritet på spil, hvis jeg prioriterer mine egne behov først. Men vender jeg situationen om, ville jeg da aldrig tænke dårligt om en kollega, hvis hun havde behov for at sige fra.

Man bliver så fandens klog af at vende den slags med Fru Psyk.

Andre (tåbelige) grundlæggende antagelser, jeg har bearbejdet de seneste par måneder:

  • Folk, som går ned med stress, er svage. (Duh!)
  • Jeg har mere realistiske forventninger til selv mine allerbedste kollegaer, end jeg har til mig selv. Jeg er kun en god kollega, hvis jeg yder 100 % hver gang. (Tsk..)
  • Folk, som går ned med stress, er ringere til deres arbejde bagefter. (Nej, de er klogere.)
  • At det er mit problem, når en eller flere chefer svigter deres ledelsesansvar. (Nope!)
  • At det var et udtryk for, at jeg var sej og dygtig, når jeg stod der med mine mange-mange overarbejdstimer. (Næh – for der er ingen, der roser eller takker dig for at ignorere din krop eller din dyrebare fritid.)
  • At det er mit ansvar, hvis kollegaer omkring mig er på randen af stress. (Heller ikke, nej. ”Christine, bliv på din egen banehalvdel!”)
  • At jeg er, hvad jeg yder eller hvad jeg kan. (Stop dig selv. Du er, hvem du er.)

At gå til psykolog kan af og til føles, som om jeg får tæsk, mens ”voldsmanden” råber hårde sandheder ad mig. Men jeg er bare så lettet og afklaret bagefter. Ikke fordi timen er gået, men fordi samtalerne er med til at punktere den adfærd og de tanker og følelser, som kværner rundt og hjemsøger mit arbejde og privatliv. Derfor var det også befriende at cykle der fra, fattigere på snot og tårer, men med mave-ro og et par stensikre, præ-fabrikerede replikker rigere.

Apropos dét at være en flinkeskolepige, så er jeg faldet over det temmelig cool brand, Reformation, som mener, at denne slags udskæring ned navlen til er det nye shit. Det ved jeg sgu ikke, om min 70 C kan tillade sig… Men de har noget lækkert kluns og gør sig nogle gode tanker om bæredygtighed i tekstilbranchen.

The Reformation

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s