Kollegaer på spring – jeg i skjul

Der sker altså noget, når man går fra at være sygemeldt til deltidssygemeldt. Dels føler man, at man endelig rykker ’et level op’, selvom det er tåbeligt at beskrive det sådan. Dels går det op for én, at de løfter, man gav sig selv, mens man var sygemeldt, om at hverdagen skulle til at være anderledes, fyldt med ’værdiskabende’ og (forståmigret) ‘egoistiske’ fritidsaktiviteter.. de løfter er sgu sværere at holde end forventet.

Her efter min anden arbejdsdag kommer jeg hjem til lejligheden uden formål eller idé om, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal begive mig til. Jeg er åbenbart ikke blevet klogere på, hvordan jeg tager mig tid til at gøre noget for mig selv eller booke mig-tid.

Nu er jeg jo heller ikke 100 % helt og aldeles rask endnu, så det er klart, at jeg først og fremmest skal tage hensyn til, at jeg er træt som bare pokker, selvom jeg kun har været på arbejde i 3 timer. Og når jeg siger ’på arbejde’, mener jeg udelukkende ’fysisk til stede på arbejdspladsen’. Jeg har ikke lavet noget endnu – det må jeg nemlig ikke ifølge den kære fru Psyk. Andet end at rydde op i indbakken og finde mig til rette ved skrivebordet.

Men følelsesmæssigt har jeg været på overarbejde. Jeg skal holde sammen på mig selv, fra jeg træder ind ad døren til jeg er på vej hjem på cyklen igen. Jeg skal smile, når folk venligt spørger, om jeg har det godt nu. Jeg skal være social, selvom jeg mest har lyst til at tage tre diskrete skridt til siden og forsvinde. Jeg skal tage imod kollegaernes omsorg og harme over ledelsen, selvom jeg helst vil være fri for at tale om fortiden.

Det kan måske være svært at sætte sig ind i, hvad det er, der slider mig, men det er hårdt at være opmærksomhedsmagnet, når man er så usikker og tyndhudet, som jeg er i den slags situationer. Måske særligt her i starten, hvor de kære kollegaer springer frem fra hvert et hjørne, ivrige efter at byde mig velkommen med en ordstrøm, jeg ikke er rustet til at tage imod.

Hold op, det er dejligt med søde kollegaer. Men hold nu op, hvor er jeg også glad for, at det kun drejer sig om hver anden formiddag et par uger endnu..

Nu vil jeg sætte mig i sofaen med en stor kop mælk med lidt kaffe i og den stak aviser, min farmor så ihærdigt har samlet til mig, og så vil jeg ignorere alle praktiske gøremål i en time eller to – kan jeg (forhåbentlig) lære det!

Hyggelæsning

Advertisements

En tanke omkring “Kollegaer på spring – jeg i skjul

  1. Pingback: Flinkeskole-bagage og andre grundlæggende antagelser | Sidestik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s