Farmors tidslomme – en hyldest

Nogle ting ændrer sig aldrig. Tag bare min nu 91-årige farmors hjem. Ja, min farfar bor der skam også, men farmors karisma overstråler ham fuldstændig. Hjemmets indretning har stort set ikke ændret sig de sidste.. 50 (?) år. Derfor er der også visse nips og møbler, som bare ER farmor.

Der er sære vaser og tonstunge kaffeborde, som jeg, mine søskende, kusiner og fætre alle har kørt vores fede barnefingre henover, og vi ved præcis, hvor støvet samler sig, eller hvordan  de beige gulvtæpper og læderlænestolen dufter.

Det er på ingen måde et Bo Bedre hjem, men det har så mange fine detaljer. Og så er det et herligt hjem de dage, hvor husets herre og frue ikke er for plaget af deres mange kroniske dårligdomme.

Den ellers aktive og sociale dame er desværre blevet “lænket” til matriklen efter et grimt fald for et par år siden. Derfor var det også skønt at opleve farmors gode humør i dag, da hun udbrød: “Det er en tæskelækker kringle, det her!” i ren begejstring over at have adgang til rigtigt bagværk. Læs resten

Reklamer

Flinkeskole-bagage og andre grundlæggende antagelser

”Du kommer simpelthen ikke ud herfra, før jeg kan høre, at du kan dine replikker!”, sagde psykologen venligt, men bestemt.

Inden for de første 10 minutter af vores samtale havde hun nemlig ganske skarpt observeret, at mit ordforråd haltede gevaldigt, når det kom til at sætte grænser og sige fra. Og selvom jeg forsøgte at tale udenom og prale af, hvor meget energi jeg pludselig havde fået igen, så valgte hun at sætte sin kyndige finger lige dér, hvor skoen trykkede. Læs resten

There’s an app for that

Jeg pendler dagligt fra instagram til bloglovin, twitter og facebook, kaster om mig med penge på mobile pay og swipp, tager et par forbudte trin med spotify og holder kontakten med udlandsvennerne på whatsapp. Jeg har med andre ord et nært forhold til mit smartphone (iPhone, naturligvis), fordi den som regel gør mit liv nemmere eller sjovere.

Min biolog-mayn ville nok kalde det et sygeligt forhold. Men nu er jeg jo også væsentlig mere kyndig på det digitale område, end han er… Ahem. No need for labels. Hvis min telefon var et par jeans, ville de være slidte og hullede på den helt rigtige måde. Derfor sniger jeg lige et par app-befalinger ind på navlepillerbloggen. Voilà! Læs resten

Kollegaer på spring – jeg i skjul

Der sker altså noget, når man går fra at være sygemeldt til deltidssygemeldt. Dels føler man, at man endelig rykker ’et level op’, selvom det er tåbeligt at beskrive det sådan. Dels går det op for én, at de løfter, man gav sig selv, mens man var sygemeldt, om at hverdagen skulle til at være anderledes, fyldt med ’værdiskabende’ og (forståmigret) ‘egoistiske’ fritidsaktiviteter.. de løfter er sgu sværere at holde end forventet. Læs resten

Om at føle sig nulstillet – og begrave “i balance” ved siden af “perfekt”

Nørlev Strand

Det føltes ligesom at have været væk. Mentalt teleporteret ud i rummets ingenting og tilbage igen. Jeg var egentlig bare faldet i søvn på stranden. I 5 minutter? En halv time? Aner det ikke. Men i det forløsende øjeblik, jeg kom til mig selv, var det som om, at jeg var blevet nulstillet. Aldrig har jeg været så afslappet og samtidig akut bevidst om, at netop dét øjeblik og dén følelse var et vendepunkt. Ellers en slags milepæl, om I vil.

Til venstre for mig lå Biologen på sit håndklæde med én hånd på hundesnoren og ét øje på hunden. Til højre mine forældre. Og jeg lå der i midten med et kæmpe smil og blikket rettet mod den sommerblå himmel, helt høj over at føle den ro, jeg har arbejdet for og ventet på så længe, mens Vesterhavet lød, som det altid gør på en god juli-dag. Læs resten

Kan man blive afhængig af blogs?!

blogging

Jeg skammer mig en lille smule over det, men inderst inde vidste jeg nok godt, at man (jeg!) kunne blive afhængig af blogs. Alligevel hentede jeg bloglovin-app’en samme dag, som jeg oprettede Sidestik.

Hvad er det, man bliver afhængig af? Hyggen? De smukke billeder? Det evige inspirationsfix?

Jeg har kun blogget og fulgt andre bloggere i et par uger, men er allerede ret hooked på… Læs resten

‘New normal’ – nedtællingen er begyndt

Om 8 dage vender jeg tilbage til noget, der kunne minde om en normaltilstand, omend jeg nok må kategorisere det som ‘new normal’. Jeg begynder nemlig på arbejde igen. Jeg glæder mig, men ikke på den dér wooohooo-det-bliver-sindsoprivende-sjovt måde. Det er mere en slags spændt nysgerrighed – for hvordan bliver det mon at skulle mødes med de mange kollegaer? Være i kantinen igen? Tænde computeren? Hvordan opfører man sig lige, når man har brugt et kvart år på at ‘sætte sig ned’, ‘hvile sig lidt’, være træt af sig selv og generelt mentalt forpustet over helt basale opgaver?

De kender mig jo som Christine-før-stress. Hende som gik stærkt fra det ene møde til det næste. Blæksprutten. Brandslukkeren. Entusiasten, som kastede sig over alle andres deadlines før hendes egne.

Er de klar til at møde Christine-efter-stress? Hende, som pludselig har nogle helt andre prioriteter og ambitioner (tror jeg), som er mere forsigtig med at springe ud i opgaverne, og som ikke længere tager én for holdet uden at tænke sig om? Er mit arbejdsego klar til at være hende?

Jeg har brugt nogle dage på at formulere noget om stress.
De fleste kender nogen med enten begyndende eller galopperende stress, eller også har de måske been-there-done-that. Jeg håber, at dette kan være med til at skabe forståelse for tilstanden ‘stresset’.

No stress

Fantastisk ro ved Skanderborg sø, hvor jeg havde fire gode timer til at overveje, hvad jeg egentlig ønsker at bruge mit liv, og især min fritid, til. Idéerne lød bl.a. på orienteringsløb, højskoleophold, en fynsk fiskeklub for kvinder, mountainbiking og hyggebadminton. Mindre respekt for deadlines på jobbet, mere respekt for mig selv.