Bryllup på budget – og tips om kærlighed fra modne kvinder

Billede

Glimt fra Zetterberg Couture’s instagram-lækkerier!

Det her bliver en blanding af gode tips til et low budget bryllup og et par corny bemærkninger om kærligheden til min kommende mand. Jeg undskylder på forhånd og anbefaler en velplaceret brækspand, hvis du synes, det bliver for meget.

Men jeg vil nu alligevel tillade mig at svæve på en lyserød sky, højt oppe over min sygemelding og min sønderskudte kondition. Den 21. juni sidste år havde jeg en (lidt uautoriseret) date med en god kollega på en 4-sporet bro i Rotterdam. Cirka 4 måneder senere friede selvsamme kollega – jeps, det er Biologen, jeg taler om – på en spinkel bro mellem Étretat-klipperne i Normandiet. Og lige om lidt, helt nøjagtigt den 30. august 2014 bliver jeg Fru Biolog på en bro i en grøn, fynsk oase. Så stærkt kan det gå, folkens! Det kom sgu egentlig også helt bag på mig – but what a ride!

Båret af dén stemning var der højt til loftet under den indledende bryllupsplanlægning, og vi tog en hel væg i brug, da vi med post-its og primærfarvet karton begyndte at skitsere forberedelserne og den store dag. Tro mig, havde vi haft 120.000 kr. til tant og fjas, havde vi straks booket Holckenhavn til en weekend in heaven med 80 gæster og den vildeste fest. Havde vi haft bare det halve, havde vi nok taget benene på nakken for at blive gift på en eksotisk strand uden tjeklister eller traditioner.

Men vi har godt og vel 20.000 – 30.000 kr., hvis vi tænker os om. Og hvad gør man så?

Gæstelisten
Vores alenlange gæsteliste med min gigantiske familie og Biologens vanvittige vennekreds blev skåret helt ned til bedsteforældre, forældre, søskende samt vedhæng og deres børn. Dermed blev ca. 80 kuverter til 15 voksne og 2 børn, inklusiv os selv. Dette skete ikke uden en vis hændersvriden og nænsomme forklaringer til bedsteveninder, yndlingsmostre og gamle gymnasiekammerater. Til gengæld håber vi at kunne holde et brag af en fødselsdagsfest for dem alle sammen, når vi om et par år fylder hhv. 30 og 40 nogenlunde samtidig. For mon ikke vores 60 m2 er skiftet ud med mursten og have på det tidspunkt?

Maden
Vi har hele tiden holdt fast i, at selve måltidet skulle prioriteres højt, helst med nogle omgivelser som gav plads til andet end 6 stive timer ved bordet. Derfor er vi også vildt begejstrede for, at Restaurant Nordatlanten har plads til os. Det er ikke græsplæner og skov, som vi oprindeligt sigtede efter, men der er vand i sigte, lækker nord(atlant)isk cuisine, en udstoppet isbjørn og moderne rammer for både børn, voksne og gangbesværede ældre i byens centrum.

Brudekjole og habit, selvfølgelig
Hold op, hvor jeg syntes, det var svært at finde brudekjolen, når man aldrig har haft drømmen om det hvide skrud – og man derfor heller ikke har lyst til at give en formue for en kjole, man kun kan have på én gang, hvorefter man ‘gemmer den væk’, farver den (gru!) eller skal bøvle med at sælge den videre. Derfor giver jeg nu det tip, som jeg ville ønske, at nogen havde givet mig langt tidligere i processen: Sverige! Eller rettere sagt: Zetterberg Couture.

Ikke nok med at disse vidunderlige svenskere laver smukke-smukke kjoler – de har gu’døder’mig også en kollektion for os, som bare gerne vil have light-versionen. Tjek deres Ready to Wear-kollektion i webshoppen and be amazed. Jeg vil (endnu) ikke afsløre her, hvilken kjole jeg endte med at købe, men jeg bestilte den i en anden hvid-nuance end den oprindelige, da den passer bedre til Biologens blå(!) Boss-habit. Blå – fordi jeg har set ‘I love you, man’ lidt for mange gange. Den kom med DHL/Swipbox 6 uger efter bestilling, og den passer bare perfekt til den nette sum af lidt over 3.000 danske kroner. De har dog også kjoler til 12.000-15.000 kr., hvis man bryllupsplanlægger på den helt store klinge. Zetterberg er i øvrigt også på instagram, hvis du har lyst til at indånde lidt svensk bryllupsinspiration: @zetterbergcouture

Skoene er købt på udsalg på Boozt, upti-vupt, ikk’ så meget pis der. Elsker deres hurtige leveringstid! Nu mangler jeg bare at finde en frisure, der passer til dagens outfit, men der er nettet jo en guldmine af blogs, pins, videoer og how-tos. Nårh ja, og så spontan-shoppede vi et par børstede hvidguldringe for et par måneder siden.

… Kommer jeg i tanke om flere tips, skal jeg nok skrive dem her!

I bund og grund er jeg egentlig ret glad for, at vi ikke skal bruge de næste to år på at spare 100.000 kr. sammen til et luksusbryllup. For jeg vil bare gerne forenes med min Biolog. Borgerligt (dér fik jeg min vilje). Pronto! En venlig og moden dame sagde engang til mig, at man kan kende den rette livsledsager på, han både kan gøre én blød i knæene og få én til at grine. Simpelt, men sandt. Nogenlunde samtidig bedyrede min kære mor, at jeg nok var nødt til at finde en “lidt ældre” mand, da han skulle kunne give mig noget modspil – omend hun virkeligheden brugte vendingen “som kan styre dig lidt”. Hun mente det godt, skal det lige siges.

K L A S K ! – sagde det, da jeg sidste sommer faldt for kollegaen, som kort tid forinden var faldet lige så hårdt for mig. Og jeg opdagede (eller erkendte) det egenlig ikke, før vi stod på den bro i Rotterdam.

(Her er det helt OK, hvis din brækspand flyder over – sorry!)

Min søster er i øvrigt en stjernegod amatørfotograf, så når vi er kommet os over dagens strabadser og store øjeblikke, smider jeg et par fotos på bloggen til inspiration. It’s a (wedding) jungle out there!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s