Tid, årstider og tidsrøveri

image

I mit hoved plejer Skt. Hans aften at være forbundet med barndomsminder om familien i sommerhus, nærhed og store bål ved kysten, efterfulgt af et døgns ærgrelse over, at lyset nu er på retræte. Det sidste har jeg nok fra min far, for hvem sollys og ilt er cirka lige vigtige.

Skiftet mod mørkere tider er dog ikke rigtigt slået igennem her i Stressland. Min tidsfornemmelse er skudt i sænk. Foråret gik nærmest min næse forbi, mens jeg gik rundt i min egen trance hjemme i lejligheden, ude af stand til at acceptere min krops oprør eller bare overskue en hverdagsrytme.

Da sommerens varme endelig slog igennem, kravlede jeg ud på altanens solplet med godbidder, lydbøger og min dårlige samvittighed over at kunne tage mig alverdens tid til den slags, når nu mine kollegaer, som greb bolden efter min exit, ikke havde den luksus. Jeg – en tidsrøver.

I går aftes faldt jeg i søvn på sofaen, mens Biologen så et par VM-kampe. Da jeg vågnede i sengen i dag, var klokken 12. Min krop og hjerne trængte helt sikkert til det, men jeg kan stadig ikke finde ud af at give mig selv lov til den slags, uden at den dårlige samvittighed sniger sig ind på mig. Det at være ’effektiv’ er så stor en del af mit kodeks for ’det ordentlige menneske’, at al afslapning smager let bittert. For hvad bilder jeg mig ind, sådan at dase mens alle andre løber stærkt, skaber fremgang og bidrager til velfærden?

Før jeg blev stresset, kunne jeg bruge meget tid på at være min egen LEAN-konsulent, hvad enten det drejede sig om at bage en pizza eller en større koordinering af huslige pligter. Problemet var, at ’work smarter, not harder’ ikke virker, når planlægningen foregår i mental spurt.

Jeg arbejder stadig med at finde ro – men jeg øver mig helt klart for lidt. Da Biologen, hans forældre og jeg i går markerede Skt. Hans med en picnic på den nordfynske kyst, havde jeg svært ved at nyde øjeblikket. Når jeg så ud over havet, som ellers er verdensmester i at give sindsro, havde jeg det som min hjerne lavede stillestående hjulspin.

Det var skam en dejlig Skt. Hans aften, ligesom der har været mange andre dejlige øjeblikke, siden jeg blev sygemeldt. Men det føles på ingen måde som ferie eller ’legal’ afslapning. Tværtimod føles det, som om man er sat ’på bænken’ på ubestemt uden væsentlig indflydelse på dommen. Mange har pointeret, at ”det trods alt må være dejligt for dig, at din sygemelding har strakt sig over april, maj og juni”. Både ja og nej. Det er helt sikkert sundt for sindet med al det lys. På den anden side bliver årstiderne bliver lidt ligegyldige, når ens oplevelse af verden i starten af et stressforløb begrænses af, at man knap nok kan overskue at være i sin egen krop eller træde ud af lejligheden – eller når man senere i forløbet har dage, hvor krop og hjerne skriger på ualmindelig meget søvn. Årets og tidens gang i Stressland er bare en anden.

Der er cirka tre uger, til jeg begynder på arbejde igen. Havde jeg kendt den dato tidligere i mit stressforløb, havde jeg gruet for den som en deadline – med streg under ’dead’. Men nu hvor jeg kan mærke et spirende overskud, ser jeg den som en slags.. løsladelsesdato. Et ordvalg min psykolog helt sikkert ville stille spørgsmålstegn ved.

Follow my blog with Bloglovin

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s