Christine prøver noget nyt

“Du skulle altså virkelig tage at prøve det, det virker helt vildt godt for mig!”, spruttede min kollega begejstret. Hun har tidligere stiftet bekendtskab med både depression og stress, så jeg vidste, at der kunne være noget om snakken.

Men snakken drejede sig altså om hypnose. Selv-hypnose.

Som i: du downloader en app og lader en mp3-fil hypnotisere dig.

Hmm… Læs resten

Reklamer

Myten om stress

Hvis jeg havde fået et stramt rullet dollar-bundt for hver gang, nogen venligt havde påpeget, at ”du jo er perfektionist” (underforstået: ”så det er nok derfor, du blev syg”), så havde jeg været en meget rig dame nu – med en temmelig gangster-agtig opsparing under madrassen. Hvilket nok havde lagt en acceptabel dæmper på følelsen af at være totalt misforstået.

Men lad mig lige slå to ting fast. Jeg har på intet tidspunkt fået et økonomisk plaster i form af amerikansk valuta på såret, ej heller identificerer jeg mig på nogen måde med tillægsordet ”perfektionistisk”.

Det er hverken et positivt eller negativt ladet ord for mig. Jeg er fuld af beundring for mennesker, som har næse for at gå ulasteligt klædt, grave sig langt ned i en opgave for at løse den på smukkeste vis, fremvise et magisk rent hjem, eller hvad man nu forbinder med perfektionisme. Det er bare ikke mig. Det har det aldrig været. Derfor var det så frustrerende, at så mange mennesker tilskrev mig et personlighedstræk, jeg ikke selv genkendte, pegede på det (og dermed også mig) og råbte ”der har vi synderen” på baggrund af en udbredt fordom, der hersker om ”den slags, der går ned med stress”.

Derfor var det også enormt befriende at læse interviewet med erhvervspsykolog Majken Matzau i artiklen, ”Stress kan ramme alle”, for den stak virkelig en pæl igennem myten om, at det typisk er perfektionister, som får stress. At det skyldes noget i den stressramtes personlighed. For der er altså ikke noget, der hedder “den slags mennesker”.

Det er en jävla myte, folkens!

Det er, hvad nogle rare, svenske typer fra Karolinska Institutet kommet frem til efter 10 års forskning. Læs resten

Rask, men rask?

Man ved, man har en old school mand, når han ønsker sig en selvbinder-butterfly i julegave, så han iført habit rigtig kan flotte sig nytårsaften med – wait for it – selvsamme ubundne butterfly om halsen. Men mon ikke jeg får lov at tage ham med ind i 2015 alligevel?

Der er sket store ting her på matriklen, siden jeg sidst satte mig ved tasterne.

Jeg har haft min sidste arbejdsdag som deltidssygemeldt. Efter aftale med chefen, Fru Psyk og min nye læge har jeg løbende øget mit ugentlige timetal, sådan at jeg nåede op på 32-35 timer i løbet af december.

Jeg starter simpelthen mit 2015 med at være tilbage på fuld tid. Tadaa! Raskmeldt på papiret pr. 2. januar. Men er jeg så rask? Altså, helt rask? Læs resten

Hundenyt, hostehelvede og harme over sygedagpengesystemet

Jeg er lige nødt til at fortælle noget meget vigtigt.

Et sted i Kolding ligger der en bitte-lille hvid hund med sortbrune pletter og venter på os – kun et par dage gammel. Hvis hun udvikler sig og trives, som en sund lille hvalp bør, flytter hun med al sandsynlighed til Odense for at bo hos os i starten af januar. Det er for vildt! Stort! Og lidt overvældende. Men mest af alt SKØNT.

Nå, nok om mit hundekuller.

På en skala fra 1-10, hvor stresset er jeg så lige nu? Læs resten

Balloner og hvalpefeber

If you don’t transform from your pain, then it was for nothing.

– Elizabeth Gilbert

Værd at huske på, når gamle vaner sniger sig op på én. Især lige nu, hvor Fru Psyk har sendt mig ud i verden uden andet end verbale støttehjul. Det ville være dumt at cykle uden hænderne på styret og styrte igen-igen, ikke sandt? Så jeg øver, øver, øver mig i at tage luften ud af den ballon, der hedder ARBEJDE, mens jeg puster og pruster ind i den ballon, der hedder FRITID.

Ellers er der ikke så meget nyt. Der er en måned, til jeg fylder 29. Det er egentlig en alder, som passer mig rigtig godt, for at namedroppe og citere Maise Njor. Og så har jeg fået den idé, at vi kan være ejere. Af en hund. Bare en lille én, forstås. Udlejeren er overtalt. Opgangen skal lige give grønt lys. Men så skal Biologen og jeg også lige kigge hinanden dybt i øjnene, inden vi tager det spring. Sådan en fluffy lurendrejer kan jo blive en 12-15 år. Og vi bor på 60 m2 med lidt for meget “lort” og ret tynde vægge ind til henholdsvis Håndværkeren Fra Kertemiiin’ til højre og Par Med Barn til venstre.  Læs resten

Sleep, run, eat – repeat

Biologen laver aftensmaden i dag, så hele lejligheden dufter af det krydrede middelhavskøkken. Jeg selv har brugt eftermiddagen på at sove. 6 timer har jeg været på arbejde i dag. Det er gået rigtig fint. Jeg kan stadig godt have svært ved at finde overblikket og koncentrationen frem, men det hjælper, når der ikke er nogen afbrydelser, såsom møder og opkald. På den slags dage føler jeg mig næsten klar til fuld tid igen.

Siden jeg var til læge i mandags for at få underskrevet en “mulighedserklæring” (den vender jeg tilbage til en anden dag), har jeg fået ordre på at prioritere søvn, motion og sund mad. Helst en form for motion hver dag, såsom løb, gå- og cykelture. Så det må jeg hellere få lært at indarbejde i mine dage. Det kan være lidt svært at komme af sted til motionscentret. Det er til gengæld ingen udfordring at prioritere søvn. Jeg er SÅ forfærdeligt træt det meste af tiden. Det skyldes sandsynligvis, at jeg har fået flere timer på jobbet – og så er det ikke svært at føle sig søvnig, når det er efterårsmørkt udenfor.

Den gode mad er heller ikke noget problem. Jeg elsker mad! Jeg elsker at lave mad, og det er bestemt et gøremål, jeg savnede, mens jeg var mest ramt i foråret. Jeg kunne næsten ikke gennemføre at bage en simpel kage uden at miste overblikket, være forpustet eller bliver dødtræt i benene.

Men! Læs resten

Note to self: bloggens fremtid?

Hvor skal vi hen, du?

Hvor skal vi hen, du?

Efter at have læst mit seneste blogindlæg, stillede min kloge mand nogenlunde følgende spørgsmål: “Hvem skriver du for? Dig selv eller læseren? Hvad vil du egentlig med bloggen?”

Øh – altså… Det skulle jeg lige fintænke over i et par sekunder.

Som udgangspunkt skriver jeg den for mig selv. Det er rart at kunne fornemme mine fremskridt mellem linjerne, ligesom jeg får bearbejdet en masse intern tumult, når jeg får sat ord på det uhåndgribelige. Men jeg håber da i mit (ikke særligt) stille sind, at der bare én eller to derude bag skærmen, der har gavn af ordstrømmen. Stress er en folkesygdom, siger man. Alligevel er det lidt tabubelagt at være stress-ramt og derfor også lidt mystisk. Så jeg vil da være ud-af-kroppen-stolt, hvis jeg kan nedbryde et par barrierer mellem ramte og ikke-ramte ved at være åben omkring det.

Dog har Biologen også en pointe, når han gør opmærksom på, at jeg skal være mere klar i mælet, når jeg beskriver min fremgang. Ellers bliver det samlede indtryk af bloggen til en navlepillende-synd-for-mig-suppe, tror jeg. (Derfor håber jeg også, at jeg kan få lov til at interviewe ham – eller ligefrem få ham til at gæsteblogge – om det at være pårørende! *Lokke lokke..*)

Men hallo – jeg bliver jo også rask på et tidspunkt! Og hvad skal der så ske med bloggen?  Læs resten

Fremskridt, hverdagsomtanke og alenevanvid

Det går virkelig op og ned for tiden. Når det går godt, går det strygende. Jeg knokler for at blive rask, og jeg kan mærke de gode resultater af at “holde hverdag” med omtanke. Men når det går skidt, bliver jeg for en stund katapulteret tilbage til ingenmandsland, hvor symptomerne blomstrer op, huden bliver tynd, og kroppen foretrækker fosterstillingen.

Jeg er nu oppe på ca. 18-25 timer om ugen, hvor jeg arbejder og bidrager på arbejdspladsen i det omfang, jeg kan. Det er ikke specielt effektivt. Jeg har nærmest intet ansvar. Jeg håndterer ikke hasteopgaver. Men jeg er fysisk til stede og fungerer nogenlunde i både solo-opgaver, netværk og projektgruppe-sammenhænge. Det er i sig selv en kæmpe sejr for mig. Jeg har heldigvis den type stilling, hvor man i høj grad er mere rådgivende og faciliterende end udførende – ergo går verden ikke nødvendigvis i stå, hvis jeg ikke lige er der. Jeg har nemlig gode kollegaer.

Men som sædvanlig er der stor forskel på, hvad der foregår inde i kroppen og uden for kroppen. Bare fordi man har tøj på, børstet tænder eller ligefrem “ser godt ud i dag”, er det ikke ensbetydende med, at hjernen eller kroppen er ovenpå. Hvis man fx så mig sidste tirsdag, hvor jeg havde min nu ugentlige “hviledag” (dvs. fri fra arbejde med det formål at give min hjerne ro), ville man have troet, at det var en rigtig slapper-dag, hvor jeg bare tøffede rundt i lejligheden, som jeg havde helt for mig selv, da Biologen var på arbejde. Jeg ordnede en smule vasketøj, så lidt Netflix og ryddede op hist og her i langsomt tempo. Men indeni var jeg på mentalt overarbejde. Læs resten

Korthuse i blæsevejr

Jeg gik i bad i morges, tog tøj på, spiste morgenmad og pakkede tasken. Udenpå var jeg klar til at tage på arbejde. Indeni var jeg ved at gå op i limningen. Det sker ikke så tit mere. Men det sker.

Jeg kan ikke fordrage den følelse, som jeg kender så godt. For jeg føler mig svag. En belastning. En stemningsdræber. “Nu hyler hun sgu igen”.

Jeg kæmper selvfølgelig fuldstændig sammenbidt mod trangen til at kaste håndklædet i ringen og give los for frustrationerne, men min modstand gør det kun værre.

I stedet for at erkende, acceptere og være tro mod mig selv, falder jeg tilbage i et gammelt mønster, hvor jeg tilsidesætter mit eget behov for at tilfredsstille andres. Som fx at gøre mig klar til at tage på arbejde, selvom jeg virkelig ikke har det godt, bare for at yde noget på arbejdspladsen.

Denne morgen var det min frustration over min haltende hjerne, som overvældede mig. Jeg er så hamrende sindssygt træt af at skulle leve med den mudderhjerne. Når jeg sidder med en opgave på jobbet, tager det mig evigheder at komme igennem den. Gennem mudderet kan jeg faktisk slet ikke se, om den er blevet løst ordentligt. Så mens alle andre omkring mig knokler og løber stærkt for at løse opgave på opgave, sidder jeg med følelsen af, at jeg som den eneste bygger korthuse i blæsevejr. Læs resten

Det forbandede batteri

Jeg sled alt, alt for hårdt på mit batteri i denne uge, og derfor har weekenden stået i opladningens tegn. Ingen aftaler, ingen forpligtelser. Jeg har sovet længe, shoppet på Asos.com (foregår helst i sofaen med computeren på mavsen), drukket øko-sprøjt (frisk fra Magimix’en), prøvesmagt Biologens sirupslagkage, købt ny cykel(!), har opdaget konceptet passionfruit curd og tøffet rundt i hyggetøj. Tiltrængt – men også under tvang. Jeg bliver jo desværre kun rask, hvis jeg lærer at respektere det forbandede batteri.

Jeg fik i øvrigt ros af Fru Psyk sidste torsdag!
“Ja, da jeg så dig første gang, troede jeg aldrig, vi skulle komme så langt, som vi er i dag.”

Fair nok.. Jeg var også langt nede, første gang jeg sad i hendes venteværelse og hulkede. Men der er virkelig også sket noget på de 5 måneder og 6 psykolog-sessions, vi har haft sammen. Man bliver jo automatisk tvunget til at reflektere over, hvad det er for en fremtid, man kan se sig selv i – og dernæst implementere ændringerne i det virkelige liv, efterhånden som man bliver klar til at træde ud i det.

At ændre adfærd er ikke noget, man bare gør. Og jeg føler mig da også mere som en “dygtig og dydig elev” end en udlært ekspert, når jeg kan gentage nogle af de mantraer, hun har lært mig. For selvfølgelig begår jeg små “fejl” en gang i mellem, hvor jeg bagefter kan se og høre hendes formaninger for mig. Den vigtige forskel er, at jeg nu selv spotter dem. Hvor hun i sin tid skulle hale mig ind på land, kan jeg nu selv holde mig oven vande.

Jeg døjer stadig med koncentrationen, hukommelsen og overblikket. Man kan ikke se det på mig, tror jeg. Men jeg kan mærke hjernen knirke og knage, hvor den førhen havde udført sin tjans som en velsmurt motor. Den slags tager lang tid, siger hun. Man skal stole på det lange seje træk.

Trods ros er seneste ordre fra psykologen, at jeg skal øve mig i at sove nok, spise (ofte) nok, og ikke mindst tisse, når kroppen siger til… altså, i stedet for at vente til sidste øjeblik, fordi hjernen lige er optaget af noget andet. At have fokus på mine basale behov er åbenbart stadig ikke min stærke side.